Danske virksomheder mister hundredevis af millioner, fordi medarbejderne svindler eller stjæler. Det viser undersøgelser fra det private erhvervsliv. Men ingen aner, hvor mange penge den offentlige sektor mister på grund af langfingrede ansatte.
Det undrer Kurt Klaudi, der er professor i offentlig forvaltning ved Syddansk Universitet, skriver Nordjyske Stifttidende.
- Vi ved, at der foregår svind, tyveri og en form for selvbestaltede løntillæg alle steder, og når der er tale om skatteydernes penge, er det nødvendigt at have overblikket, siger han til Nordjyske.
Over for DR understreger han, at svindet i den offentlige sektor bør undersøges, og det bakker Dansk Folkepartis kommunalordfører Hans Kristian Skibby og Socialdemokraternes kommunalordfører Rasmus Prehn ifølge Nordjyske op om.