Det gode humør er vendt tilbage til Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti, efter at han torsdag blev overfaldet af en ung mand.
»Han var meget målrettet og brutal. Det var ikke, fordi jeg parerede godt, at han ikke ramte mig i hovedet. Det var snarere, fordi jeg var utrolig heldig,« siger Jesper Langballe.
Torsdag aften var han sammen med nogle venner på værtshuset Byens Kro i indre København, da overfaldet fandt sted. Den 68-årige Langballe var gået uden for værtshuset for at ryge pibe, da en 25-30 årig dansk mand pludselig råbte: »Hvad fanden, er det dig?« og derefter begyndte at slå med knyttede næver mod Jesper Langballe.
»Han slog hårdt. Hvis det var lykkedes ham at ramme mig, kunne det være blevet alvorligt,« siger Jesper Langballe.
Aldrig sket før
Han ved endnu intet om, hvorfor manden pludselig angreb ham, men går ud fra, at manden har genkendt ham fra fjernsynet.
»Jeg er aldrig tidligere blevet hverken truet eller overfaldet. Normalt er jeg altid blevet mødt med venlighed,« siger Jesper Langballe.
Selvom overfaldet var meget skræmmende, mens det stod på, er Langballe kommet hurtigt ovenpå igen.
»Jeg ryster sådan noget af mig med det samme. Jeg er sjældent chokeret ret længe ad gangen,« siger Jesper Langballe.
Han har især været glad for den store støtte, han har fået fra andre politikere – også fra folk, som er meget politisk uenige med ham.
»Jeg har fået en masse mail fra politiske modstandere. Det har været rart. Det bekræfter, at alle ordentlige mennesker tager afstand fra den slags, ligegyldigt hvad de i øvrigt mener,« siger Jesper Langballe.
Politiet har endnu ikke anholdt nogen i sagen.