Det kan godt være den nøgne jordrotte ikke stod først i køen, da de søde dyr skulle udvælges. Til gengæld er den langt sejere end pandabjørne, kaniner og islandske ponyer. Den har nemlig intet problem med at tage sig et bad i syre.
Både syre og chili
Den nøgne jordrotte mangler et bestemt kemisk stof - det såkaldte substans P - der normalt skaber den brændende smerte, andre oplever. Det har en gruppe forskere fundet ud af, efter de har hældt både syre og stærk chili på de meget lyssky dyr.
Rotten bruger det meste af sin tid under jorden, og dernede indånder den meget mere CO2, end man gør under åben himmel. Og fordi der er dårligt ventileret i hullerne, hvor de lever, mener forskerne, at CO2 en sætter sig i deres væv, og det skulle sørge for, at de ikke kan mærke smerte.
Grim men sød
Thomas Park er en af forskerne bag undersøgelsen. Han regner med, at deres opdagelse vil hjælpe, når ny medicin mod kroniske smerter skal findes.
»Vi lærer hvilke nervefibre, der er vigtige for hvilke typer smerte. På den måde kan vi udvikle nye strategier og mål,« siger han til Livescience.
Selvom rotterne ikke er de kønneste dyr, Thomas Park har brugt til forsøg, vil han gerne slå et slag for, at man ikke skal dømme andre på det ydre. Heller ikke pølselignedene rotter med udstikkende tænder.
»Den nøgne jordrotte er det sødeste dyr, jeg har arbejdet sammen med. De ser uhyggelige ud, men de er meget blide,« siger han.