»Vi har lært af erfaringerne fra det seneste år, og det har taget noget tid at finde den rigtige balance mellem udstillingerne. Men nu står vi foran et nyt år, og vi ændrer ikke kurs på grund af små rystelser. Derfor har vi hverken ændret eller smidt noget ud af programmet,« sagde museumsdirektør Jens Erik Sørensen, da han onsdag præsenterede kunstmuseet Aros program for det kommende år.
Programmet byder på fem store udstillinger med blandt andet malerier af Per Kirkeby, film af iranske Shirin Neshat, fotos af Per Morten Abrahamsen og et retrospektivt udsnit af Erik A. Frandsens værker. Herudover kan publikum se frem til verdens førende musikvideo-kunstnere og ny popkunst fra undergrundsmiljøer i Europa og USA.
Ny sæson, nyt håb
I fjor oplevede museet et drastisk fald i besøgstallet med rundt regnet 140.000 færre besøgende til årets to største og dyreste udstillinger, Head Shop, Shop Head med den amerikanske provokunster Paul McCarthy og den seneste udstilling Oneness med japanske Mariko Mori.
Men trods de røde tal mener direktør Jens Erik Sørensen, at museet er nødt til at fortsætte den udfordrende linje.
»Aros er forpligtet til at hente verden til Århus. Og sørge for, at vores publikum er lige så meget up to date på, hvad der rører sig indenfor kunsten, som hvis de boede i Tokyo eller New York,« siger Jens Erik Sørensen.
Den første udstilling FunFunFun kan opleves fra 23. februar frem til 4. maj. Ud over udstillingerne præsenterer museet til maj en ny, fire meter høj Per Kirkeby-skulptur.