Faderhuset søger inspiration hos amerikansk sekt
I Guds navn bliver børn slået, sex kontrolleret – og al kontakt med den almindelige verden er forbudt. Sådan er livet i en amerikansk kirke, hvor Faderhusets leder Ruth Evensen har fundet en søster i ånden.

Børn bliver slået. Børn bliver straffet med dæmonuddrivelser under råb og skrig. Og børn bliver opfordret til at fortælle præsten, hvis deres forældre eller andre børn gør noget af alt det, der er forbudt, fortæller tidligere medlemmer.

Voksne må ikke dyrke sex med deres ægtefælle. I hvert fald ikke uden at få lov af præsten, som er i direkte kontakt med Gud. Og ægtefæller angiver ægtefæller – »af kærlighed«, så Gud og præsten kan nå at gribe ind, før de ender i Helvede.

Lyder det som Faderhuset?

Det er det måske, men Faderhuset isolerer sig mere og mere, og det er svært at få troværdig information om, hvad der foregår i den lille menighed på Lolland, der for alvor blev kendt, da den købte Ungdomshuset på Jagtvej i København.

Ruth på besøg i USA

Til gengæld er det hverdagen i »Word of Faith Fellowship Church« i staten North Carolina. En kirke, som længe har været i amerikanske mediers søgelys, fordi den isolerer og kontrollerer sine tilhængere.

Netop den menighed har denne sommer haft besøg af Faderhusets leder Ruth Evensen, fortæller flere kilder – blandt andet hendes datter Sophia Evensen og tidligere tilhængere, som nu har stiftet gruppen 'Ud af Faderhuset'.

Og Ruth Evensen må have haft masser at tale om, da hun mødte menighedens enevældige leder Jane Whaley.

Præcis som Ruth Evensen overtog Faderhuset fra sin mand, overtog Jane Whaley nemlig for 13 år siden 'Word of Faith Fellowship Church' i staten North Carolina fra sin mand. Her blev hun hurtigt en enevældig og benhård leder.

Ligesom Ruth Evensen forsøger Jane Whaley at kontrollere sine tilhængere ned i mindste detalje.

»Børn blev straffet for at grine og have det sjovt. De måtte ikke lave bil-lyde. De måtte ikke have fantasivenner eller i det hele taget forestille sig noget. Ældre børn måtte ikke tage telefonen, hvis den ringede, og selv store teenager-børn måtte ikke gå på toilettet alene. Det var en synd mod Gud,« fortæller en mor, der er tidligere medlem af »World Faith Fellowship Chuch« på www.freedomofmind.com.

I Jane Whaleys menighed må ægtefæller højst have sex to til tre gange om måneden. Men kun, hvis de ikke er drevet af lyst. Alle par skal bruge kondom - uanset om de kan få børn eller ej. Kondomerne skal købes hos Jane Whaleys svigersøn, som samtidig holder øje med hvert pars efterspørgsel.

»Vi lærte at det var en synd at besudle ægtesengen med lyst. Vi lærte også, at ledelsen skulle hjælpe os med at finde ud af, om vi var drevet af Guds vilje eller af vores egne lyster,« fortæller et tidligere medlem.

Frelst den ene dag - i Helvede den næste

Hos Faderhusets amerikanske venner kan man være frelst den ene dag – og på vej mod Helvede den næste. Hele tiden skal man granske sit inderste for at finde ud af, om man har begået nogle synder.

Alt endevendes dagligt og for en sikkerheds skyld har Jane Whaley også indført, at ingen må tale sammen på to-mands hånd. Der skal altid være en tredje part, som skal kontrollere, at der ikke bliver sagt noget syndigt. Reglen gælder alle. Også børn og ægtefæller. Alt skal rapporteres videre til Jane Whaley.

»Vi vidste aldrig, hvad andre virkelig følte eller tænkte, for vi kunne ikke risikere at snakke om den slags. Der var ingen mulighed for at snakke med nogen udenfor, for vi kendte ikke længere nogen uden for menigheden,« fortæller et tidligere medlem, som også kalder sine 10 år i menigheden de ensomste i hendes liv.

faktaboks

Faderhuset

Faderhuset har købt Bandholm Hotel og fire andre ejendomme i den lille landsby Bandholm på Lolland.

Menigheden tæller under 100 medlemmer og omkring 35 voksne og børn er foreløbigt flyttet til øen, vurderer tidligere medlemmer.

Faderhuset blev for alvor kendt i offentligheden, da det købte Ungdomshuset på jagtvej i København.

Oprindeligt var Faderhuset en frimenighed som var kendt for sin varme og omsorg for mennesker. Dengang var Ruth Evensens mand Knut Evensen præst.

via Listen To News