Jørn Eges penisforlænger bliver solgt på nettet
Dansk firma sælger fuldt lovligt en populær penisforlænger, som er designet af den omstridte kirurg Jørn Ege.

Ganske vist er han gået under jorden efter anklager om at have ødelagt bryster, baller og kroppe med sine plastiske operationer og fedtsugninger.

Men den berømte og berygtede kirurg Jørn Eges arbejde lever videre i en penisforlænger, som kan købes på en dansk hjemmeside. Fuldt lovligt.

Det er den danske virksomhed DanaMedic, som står for salget. Direktør Jes Bech Müller forklarer, at Jørn Ege i sin tid var med til at udvikle produktet, men at deres veje skiltes for lang tid siden.

»Vi har ikke set ham i 10 år, og det er vi sådan set godt tilfredse med. Vi tager gerne 10 mere,« konstaterer han.

Jes Bech Müller vil ikke fortælle, hvorfor han og Jørn Ege brød med hinanden, men den såkaldte JES-Extender har beholdt sit navn, selvom det er dannet af initialerne i navnet Jørn Ege Siana.

»Vi fik fuld råderet over produktet og navnet, da det var ved at blive en mærkevare. Derfor valgte vi at lade være med at ændre det. At Jes så også er mit navn, er bare en vanvittig tilfældighed,« siger han.

Direktøren blev en del af projektet, da han hørte, Jørn Ege havde brug for praktisk hjælp til at få stablet salg og distribution på benene. Han deltog som konsulent og købte siden rettighederne til produktet.

»Selvom Jørn Ege er en skidt karl, kan han jo godt få gode ideer. Det kan godt være, Edison var en kedelig fyr, men derfor er vi stadig glade for hans lyspærer,« lyder sammenligningen fra Jes Bech Müller.

DanaMedic sælger hvert år mellem 10.000 og 15.000 gør-det-selv-forlængere, der koster op til 3.000 kroner. Det foregår i fuld åbenhed og helt lovligt, så længe Lægemiddelstyrelsen ikke får besked om mennesker, som har lidt skade.

»Problemet her er selvfølgelig, at det kan være lidt tys-tys at fortælle, at man er kommet til skade på grund af en penisforlænger, men vores fokus ligger altså på patientrisikoen,« siger sektionsleder Hans-Kristian Andersen.

Penisforlængeren er for længst blevet godkendt som eksportvare og er gennem de seneste 10 år solgt i 100.000 eksemplarer verden over.

»Vi laver noget, der virker. Jeg har selv en samvittighed og stolthed, og jeg synes, at når man har solgt så mange, uden at nogen er kommet galt af sted, så er det den bedste test, der kan laves,« siger direktør for DanaMedic, Jes Bech Müller.

FAKTA

Jørn Ege er født 1955 og har medicinsk embedseksamen fra Københavns Universitet i 1983.

I 2004 flygtede Jørn Ege fra Danmark pga. en påstået skattegæld på over 20 millioner kroner. Samme år blev hans firma, Scandinavian Clinic of Plastic Surgery, erklæret konkurs.

Den omstridte kirurg havde på det tidspunkt modtaget en række patientklager fra folk, der mente at være blevet skamferet. En ung kvinde fortalte B.T., hvordan hendes mave blev ramt af vævsdød efter en stor fedtsugning hos Ege.

Jørn Ege blev i juni 2005 anholdt af politiet i Athen, men han slap fri efter at have afleveret sit pas.

Ifølge Ekstra-Bladet skjuler Jørn Ege sig lige nu i Spanien.