12 års fængsel for bokser-drab
Josef Muna blev torsdag dømt skyldig for drabet på den tidligere mesterbokser Tue Bjørn Thomsen. Dommen lyder på 12 års ubetinget fængsel.

Den 29-årige Josef Muna kan se frem til 12 år bag tremmer, efter han torsdag i Østre Landsret blev dømt skyldig i drabet på den 33-årige bokser Tue Bjørn Thomsen.

Josef Muna blev dømt for at have stukket den tidligere mesterbokser ihjel med en kniv for lidt over et halvt år siden uden for Vinbaren i centrum af København. Et af de dødbringende knivstik var på 12 centimeter gennem hjertet.

På tilhørerrækkerne i retssalen sad flere venner til Josef Muna, der iført cowboybukser, hvid skjorte og hvide tennissko modtog dommen på 12 års ubetinget fængsel.

Han er udbedt sig betænkningstid om, hvorvidt dommen skal ankes.

Drabet skete natten til den 23. april formentlig med en bæltekniv, hvor skaftet af kniven er selve bæltespændet, og hvor bladet stikker ud gennem fingrene, men den nu dømte Josef Muna har gennem hele retssagen erklæret sig uskyldig.

Et centralt vidne har dog fortalt, at han så den berusede Tue Bjørn Thomsen i klammeri med Josef Muna uden for Vinbaren. Det skete kort efter et masseslagsmål på Vinbaren, som angiveligt var startet, fordi en pige var blevet slået på dansegulvet. Der blev slået med knytnæver og kastet med så meget glas, at kriminalinspektør Ove Dahl fra Københavns Politi bagefter beskrev stedet som noget, der lignede ragnarok.

Da politiet ankom, var Tue Bjørn Thomsen blevet stukket ned på gaden og døde før ambulancen nåede frem til Hospitalet.

Men ingen vidner har kædet den fulde Tue Bjørn Thomsen sammen med netop Josef Muna under slagsmålet inde på Vinbaren. Alligevel blev han dømt til fængsel i 12 år.

Tue Bjørn Thomsen havde tidligere fået en håndfuld domme for vold uden for bokseringen. Indenfor boksede sin sidste kamp i 2002 og nåede at blive dansk mester og verdensmester i forbundet IBC i vægtklassen supercruiservægt (op til 95 kg).