Udlændinge strømmer til Tønder for at blive gift
Tønder bliver kaldt Europas Las Vegas , når det gælder hurtige bryllupper. Tusindvis af udlændinge kommer hvert år til byen for at blive gift.

• Tønder er Europas Las Vegas

Sønderjylland er blevet stoppested for giftlystne par fra hele Europa.

Alene sidste år bimlede bryllupsklokkerne 2.366 gange for udenlandske par i Tønder, der er blevet det nærmeste Europa kommer på Las Vegas. Det er en stigning på 40 procent de seneste fem år.

»Der er ingen tvivl om, at vi de seneste år har set mange flere bryllupsgæste,« siger turistchef for Tønder Kommune, Bodil Glistrup Thomsen.

Tre fuldtidsansatte

Kommunen har nu tre fuldtidsansatte til at tage sig af de udenlandske bryllupspar. Ifølge Visitdenmark, Danmarks nationale turistorganisation, lægger bryllups-selskaberne mindst 17 millioner kroner i de lokale butikkers kasseappareter.

Undgår bureaukrati

Brudeparrene velfarter til Danmark, fordi de her slipper for en masse bureaukratisk papirarbejde. I lande som Frankrig og Tyskland kan det ofte tage op til flere år overhovedet at få lov til at blive gift – især hvis den ene part ikke er fra et EU-land.

»Myndighederne i Tyskland forlangte, at jeg tog helt til Rusland for at få et stempel, før jeg kunne gifte mig,« fortæller Aleksander Prischepenko, der er russisk statsborger, men har boet i Tyskland siden han var barn.

Reklame for brylluper

I Tønder kan Aleksander gifte sig med sin forlovede Lydia efter tre dages ventetid, og parret skal blot aflevere fødselsattest og pas til de danske myndigheder.

Tønder kommunes hjemmeside reklamerer nu direkte med Heiraten in Tonder (Bryllup i Danmark. red.)

Pakke-løsninger

»Det er en god forretning for kommunen. Vi regner med, at bryllupperne fører mindst 8.000 gæster om året til Tønder,« siger turistchef Bodil Glistrup Thomsen. Ikke mindst blomsterhandlere, smykkebutikker og hoteller tjener godft på den udenlandske kærlighed.

Bryllupperne har også skabt grobund for en helt ny industri - nemlig firmaer, der arrangerer pakkeløsninger for giftelystne par fra hele Europa. Bureauet tilbyder at ordne papirarbejdet, kontakt til myndighederne, hotel-reservationer og alt andet for et par hundrede euros.

»Vi tyskere kalder Tønder for Europas Las Vegas, fordi det er så nemt at blive gift,« siger Karsten Thom, ejer af det tyske bureau Agentur-Heiraten-leicht-gemacht .