Gøtrik føler sit snigløbet af Lars Løkke
Medicinaldirektør i Sundhedsstyrelsen Jens Kristian Gøtrik går af til februar, fordi han ikke føler han har sundhedsministerens opbakning

Sundhedsstyrelsens direktør Jens Kristian Gøtrik mener, han er blevet snigløbet af sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og vil derfor ikke fortsætte som chef for Sundhedsstyrelsen.

Hans beslutning kommer efter at sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i TV-programmet Debatten på DR2 kritiserede Sundhedsstyrelsen for at satse for meget på forebyggende kampagner i stedet for behandling af syge mennesker som kræftpatienter.

»Ministeren erklærede sig sådan set enig i kritikken, og jeg har svært ved at forstå, at det skulle være nødvendigt på fjernsynet at undsige en strategi, som der ellers har været enighed om«, siger Jens Kristian Gøtrik til Politiken.

Ifølge Jens Kristian Gøtrik har han som medicinaldirektør søgt at flytte midler fra det forebyggende arbejde til overvågning og deltagelse i det behandlende sygehusvæsen. En strategi, som ministeren ifølge Gøtrik ikke har bakket op om.

Vil ikke søge forlængelse

Medicinaldirektøren vil nu ikke søge om forlængelse af sin kontrakt, når den udløber 31. januar. Inden han stopper i Sundhedsstyrelsen, skal han udarbejde den redegørelse om behandlingsgaranti for kræftpatienter, som ministeren har bestilt.

På spørgsmålet om han går, fordi han er bange for, at han selv og Sundhedsstyrelsen ikke kan klare frisag med redegørelsen, svarer han til Politiken:

»Nej. Der vil givetvis være diskussion om nogle dispositioner, og som jeg har sagt har kommunikationen ikke været optimal. Der kan sikkert findes enkelte fejl, men i det store billede mener jeg, at vi har håndteret det så godt, vi kunne«.

 

Turbulent torsdag aften

Torsdag aften var turbulent for Jens Kristian Gøtrik. Ved 18-tiden kunne Avisen.dk som de første fortælle, at hans kontrakt ikke vil blive forlænget, når den udløber til februar næste år. Senere på aftenen afviste han overfor TV2 Nyhederne, at han var på vej væk. Men sent på aftenen havde han så skiftet mening efter at have set sin chef i fjernsynet.

62-årige Jens Kristian Gøtrik har været øverste chef for Sundhedsstyrelsen siden 2001.

Han har tidligere været formand for Kræftens Bekæmpelse, Lægeforeningen og Akademikernes Centralorganisation foruden en række chef- og direktørstillinger på Rigshospitalet, Amtssygehuset i Gentofte, Centralsygehuset i Hillerød og Københavns Amt.