Imam opfordrer muslimer til at tale pænt om Danmark
Mostafa Chendid kalder nogle jøder for fjender af gud. Samtidig mener han, at muslimske forældre selv er skyld i, at deres børn bliver kriminelle i stedet for studerende. Han tegner til at blive en vigtig mand i Islamisk Trossamfund.

Af Leny Malacinski

lema@avisen.dk

@BRØD:Imam Mostafa Chendid ved godt selv, at han vejer for meget.

»Jeg er tyk,« smiler han på engelsk.

Mostafa Chendids øjne er blå. Han kører taxa i København, men han er en tænker, en intellektuel. Han var, ifølge eget udsagn, nummer to mand efter Ahmed abu Laban, stifter af Islamisk Trossamfund, der døde af kræft 1. februar i år.

Chendid vil gerne fortælle, og han vil gerne have integration, uddannelse og frihed til at dyrke sin religion. Måske derfor virker det ekstra voldsomt, at han steg op på talerstolen i moskeen i København og rettede sin vrede mod jøder i sin første fredagsbøn siden Abu Labans begravelse.

»Så sent som i dag skyder disse jøder med skarpt, disse fjender af Gud. Allah skal befri det sted, Al-Aqsa-moskeen,« sagde Mostafa Chendid på arabisk med henvisning til sammenstødene mellem muslimske bedende og israelske sikkerhedsstyrker i Jerusalem.

Chendid undlod at gentage det i sin engelske version af talen. Efter fredagsbønnen sætter han sig, forpustet af trapperne, i sofaerne ovenpå og beklager ventetiden.

En god retoriker

Her forklarer han, at kun de soldater, der havde skudt, var fjender af Gud.

»Jeg mente de folk, der dræber lige nu, i Palæstina, som skyder de muslimer, der beder i moskeen. Jeg mente ikke, at alle jøder er fjender af Gud. Palæstina er helligt for os, det er noget, der ikke må røres, det må forsvares.«

39-årige Mostafa Chendid konstruerer sine ord logisk og bygger et fuldstændigt sammenhængende argument op, der driver naturligt frem mod hans konklusioner: USA er ansvarlig for terrorangrebet på London igennem sin udenrigspolitik. Drab på civile israelere er ikke selvmordsangreb, men selvforsvar.

»Hvis vi fjerner undertrykkelsen fra jøderne, ville der ikke være flere selvmordsbombere. Hvis palæstinenserne fik våben ligesom jøderne, undskyld israelerne, jeg er meget præcis nu... Jeg mente israelere i talen, hvis du kan rette det.«

Imod globalisering

Mostafa Chendid afsluttede aldrig sin handelsuddannelse på universitetet i Marokko. Da han kom til Danmark som 23-årig gjorde han rent og underviste i islam og arabisk for at tjene penge. Han tog 9. klasses eksamen i dansk. Han opsøger viden og respekterer eksistentialisterne, Jean-Paul Sartre, Søren Kirkegaard, selvom de tror på, at mennesket selv, ikke kirken, skaber meningen med livet. Han modsætter sig den vestlige globalisering:

»Man kan ikke blande sig i folks liv med denne her globalisering og fortælle dem, hvem de skal være – I har jeres kartoffelsalat, jeg har min egen mad fra Marokko. Jeg er ikke parat til kun at spise McDonalds og Coca Cola.«

Mostafa Chendid er optaget af den unge generation af muslimer og kritiserer de forældre, der prioriterer penge højere end deres børns uddannelse.

»De sender deres dreng ud at gå med aviser, så de kan få penge til at købe et hus. Han vender ikke tilbage til studierne, og så ender han på Blågårds Plads. Han ender ikke på Rigshopitalet som læge eller som underviser på Københavns Universitet,« siger Mostafa Chendid.

Konsekvensen er kriminalitet og en opfattelse af, at muslimer kun er gode til at lave fastfood.

»Vi kan gøre det bedre«

»Er det den kultur, vi har givet jer, shawarma og falafel? Det er ikke derfor, vi er her. Danskerne skal ikke se os, som dem der laver mad eller skaber ballade. Vi kan gøre det bedre end det. Vi har et bedre budskab. Men vi må gøre en stor indsats, de børn har brug for bedre omsorg og forståelse fra danskerne og deres forældre. De var undertrykte under Saddam, ikke under dronning Margrethe: Overfør ikke dine problemer til dit barn,« formaner han forældrene.

Mostafa Chendid er især bekymret for, at unge muslimer opdrages til det, han kalder social skizofreni. Deres forældre taler dårligt om Danmark derhjemme, mens børnene får et positivt indtryk, når de er udenfor.

»Forældrene tænker, så længe jeg får bistand, og ingen ringer til mig, har jeg det fint i Danmark. Når de så får et brev fra kommunen om at møde klokken 17, så er danskerne pludselig vantro, der hader os og er imod vores religion. Børnene lytter på alt det, samtidig med, at de opdager: Jamen, Thomas er flink. Jesper er flink. De er én person derhjemme og en anden person ude,« siger Mostafa Chendid, der mener, at indvandrere skal sætte pris på at blive tilbudt et job i stedet for at opfatte det som en heksejagt.

Han vil kæmpe for, at muslimer kommer til tops i det danske samfund.

»Hvis du har en god uddannelse, vil Danmark lytte til dig. Det er altid de intellektuelle, der skaber forandringen. Hvis vi fortsætter med at modtage bistandshjælp og dagpenge, forbedrer vi ikke vores situation.«