Dansk model bliver heavy-vært på MTV
Den tatoverede danske pinup-model Anne Lindfjeld skal være vært på MTV’s heavy-program Headbangers Ball
Danske Anne Lindfjeld skal være vært på MTV-programmet Headbangers Ball. Programmet har været væk fra sendefladen i nogle år, men musikkanalen genopliver nu heavy-udsendelsen.

Anne Lindfjeld er velbevandret inden for heavyrock og har tidligere været medvært til Danish Metal Awards. De fleste danskere kender dog den rødhårede model fra tv-reklamer for De Gule Sider og optikerkæden Luis Nielsen. 

- Jeg synes, det er super fedt at være en del af et program, som jeg selv er vokset op med, og som har været savnet i alle metal-hjerter verden over, siden det stoppede. Jeg glæder mig til at bringe rock og metal tilbage til danskerne, og der er meget at glæde sig til, siger Anne Lindfjeld til MTV Europes hjemmeside.

MTV oplyser, at det er den store popularitet, som heavy, hardcore og andre hårde genrer oplever for tiden, der har inspireret dem til at give sig i kast med Headbangers Ball. 

- Vi kan tydeligt mærke den massive tilslutning til metalscenen, og hitlisterne taler deres eget sprog - især med det danske heavyband Volbeat, der dominerer de danske hitlister i øjeblikket. Metal er født på ny, og folk er vilde med det, men der er ikke nogen platform for det, og det vil vi tilbyde, siger Kenneth Kristensen, Kanalchef for MTV Denmark ifølge Ekstra Bladet. 

Programmet går i luften første gang den 5. april.