Konservativ siger undskyld
Den konservative Safia Aoude beklager sin fotomanipulation med hagekors. Hun vil søge professionel hjælp for sin bizarre humor.

Læs også:
Militærtræning til danske muslimer

- Det var barnligt og en ganske unødvendig reaktion. Om jeg fortryder det? Stensikkert!

Sådan skriver det konservative bestyrelsesmedlem Safia Aoude på debatforummet på Konservativ Ungdoms hjemmeside. Her svarer hun på kritikken, efter at hun blandt andet offentliggjorde et fotomanipuleret billede af to islam-kritiske debattører med falske hagekors og et portræt af Joseph Goebbels i baggrunden, nazisternes propagandaminister.

Ifølge Safia Aoude skyldes hendes angreb, at islamkritikeren Helle Merete Brix skulle have kaldt hende holocaust-benægter.

Det afviser Safia Aoude blankt at være. Hun skriver tværtimod, at hendes tyske morfar bekæmpede nazismen. Hun understreger dog, at hun har fået en alvorlig lærestreg.

- Jeg vil prøve at søge noget professionel hjælp til at kontrollere min bizarre humor, når jeg er vred. Det er en del af min personlighed, desværre, som stammer fra min barndom, skriver hun på KUs hjemmeside.

I indlæggene beskylder hun desuden Nyhedsavisens artikler om hende de seneste dage for bagvaskelse, personforfølgelse og fordrejelse af fakta og fortæller, at sagen er overgivet til Pressenævnet.

Safia Aoude undskylder samtidig, at hun har kaldt Helle Merete Brix for buddhist og lesbisk skribent, men fastholder, at hun ikke kan lide homoseksualitet og ikke vil have offentlig støtte til homoseksuelle ægteskaber eller homoparader i det indre København.

Hun skriver desuden, at hun ikke bryder sig om staten Israel, da medlemmer af hendes familie blev fordrevet fra deres jord og dræbt i 1948, da staten Israel blev oprettet. Safia Aoude elsker derimod USA og skriver, at hun har stor respekt for George W. Bush.

Safia Aoude afviser, at hun er holocaust-benægter, og at hun har brugt holocaustbenægteres argumenter i sit arbejde som historie- og samfundsfagslærer på den arabiske friskole DIA på Nørrebro.

Flere historikere har på www.avisen.dk beskyldt Safia Aoude for at læne sig op af den dømte holocaustbenægter David Irvings retorik og rejst tvivl om, hvorvidt hun var i stand til at give saglig undervisning.

Safia Aoude vil ikke udtale sig til Nyhedsavisen. Selvom hun nu undskylder, har hun ikke slettet hagekors-fotoet eller beskyldningerne mod Helle Merete Brix fra sin hjemmeside. Hun har heller ikke offentliggjort undskyldningen på sin egen hjemmeside.

I et svar til en KU-debattør forholder hun sig ikke til de studierejser til blandt andet den væbnede bevægelse Hizbollah, som hendes organisation Islamic Student Organization (ISO) arrangerede fra Danmark ifølge Berlingske Tidende.

- Jeg var ung dengang og skræmt af studiemiljøet på Københavns Universitet; derfor blev jeg medlem af ISO, fordi de havde acceptable sociale arrangementer uden alkohol (...).Jeg forlod ISO i april 1996, blandt andet, fordi jeg ikke brød mig om dem længere, men også fordi ISOs politiske holdninger ikke passede overens med mine egne, skriver Safia Aoude.

Hun forklarer dog ikke, hvorfor hun gav intervewet til Berlingske Tidende i marts 1997 som talsmand for ISO, når hun, ifølge eget udsagn, meldte sig ud af ISO allerede året inden.

via Listen To News