Kamp om ’Forbrydelsen’-Sweater
Tv-serien ’Forbrydelsen’ har givet islænder-sweateren en renæssance. Men designerne er langt fra tilfredse med at blive kopieret.

Just som man troede, at islændersweateren var forebeholdt Søren Ryge og fans af 70’er filmen ’Vil du se min smukke navle’, gør den varme beklædningsgenstand et comeback på en uventet måde. Det skriver B.T. fredag.

I tv-serien ’Forbrydelsen’ jagter vicekriminalkommissær Sarah Lund morderen, iført sin praktiske striksweater med stjernemønstre.

Den er designet af de færøske designere Gudrun & Gudrun.

Det har inspireret danskerne til endnu engang at tage den nordatlantiske sweater til sig.

De danske strikkebutikker melder om stor fornyet interesse for sweateren, der har opnået stor popularitet efter, at tv-serien har rullet over skærmen i foråret.

Strikkebutikkerne har kopieret mønstret og sat sweateren til salg for at imødekomme efterspørgslen.

Men det er designerne af trøjen slet ikke tilfredse med:

»Vi kan ikke acceptere, at der er nogen, der vil gøre en forretning ud af at misbruge vores produkt. Det er det, som nogle strikkeforretninger er i gang med at gøre,« udtaler Gudrun Rogvadottir, der er den ene halvdel af designduoen Gudrun & Gudrun, til B.T.

Så hvis man har købt en ordentlig omgang uld, og det sitrer i fingrene for at få gang i strikkepindene henover weekenden, er man muligvis ved at komme tættere på serien, end man i første omgang regnede med.

Man er muligvis selv på vej til at begå forbrydelse.

via Listen To News