Så er det bevist: Penge gør dig lykkelig
(Foto: )
Ifølge ny forskning er mennesker gladere, når de har flere penge. Skatteministeriets direktør afslører dog, at det gjorde ham lykkeligere at få børn end en lønforhøjelse.

Jo højere indkomst folk har, jo lykkeligere føler de sig.

Det slår to amerikanske økonomer fast efter at have undersøgt sammenhængen mellem penge og lykke i flere lande og gennemgået tidligere undersøgelser.

Forskerne mener desuden at have modbevist tidligere undersøgelser, som blandt andet viste, at japanere ikke var blevet lykkeligere i takt med Japans økonomiske udvikling.

Otto Brøns-Petersen, direktør i Skatteministeriet, har beskrevet forskernes undersøgelse i Weekendavisen og han er ikke spor overrasket.

»Men vi kan ikke vide, om alle ville blive lykkeligere, hvis vi sendte en check. Det kan sagtens være tilfældet, at folk tjener flere penge, fordi de i forvejen er lykkelige og har en positivt personlighed,« siger Otto Brøns-Petersen.

Hellere børn end penge

Ifølge forskernes undersøgelse rapporterer borgere i rige lande en større lykkefølelse end borgere i fattige lande. Desuden lægger borgernes lykkefølelse over tid sig tæt op af den økonomiske udvikling i landet.

Otto Brøns-Petersen erkender dog, at det øjeblik han selv var mest lykkelig i, ikke havde noget at gøre med konjunkturer, mønter og sedler eller bankernes udlånsrente.

»Når jeg kigger tilbage, har det nok været, da mine børn blev født. Det har ikke været, da jeg fik lønforhøjelse,« siger han og beskriver sig selv som »meget tilfreds« med livet.

Hvad kan du bruge undersøgelsen til i Skatteministeriet - Du vil vel ikke have, at danskerne går rundt og er deprimerede?

»Lykkeforskning er ved at udvikle sig til økonomisk teori. I Danmark er der ikke egentlige fortalere for at bruge sådanne undersøgelser i skattepolitikken, men i England er der økonomer, som er tilhængere af det. I Danmark er lykkeforskning i bedste fald noget, som bekræfter det, vi allerede vidste.«

Hvad kunne gøre dig endnu mere lykkelig?

»Det er nok, at jeg har mulighed for at sætte mig mål og realisere dem. Og opnå de ting, der endnu bedre kan sikre, at jeg og min familie fortsat har det godt.« slutter Otto Brøns-Petersen fra Skatteministeriet.

faktaboks
via Listen To News