Landskamp mod værnemagten
De var store talenter med store karrierer foran sig. Det danske fodboldlandshold var drømmen, og drømmen blev til virkelighed. Én enkelt gang. Nyhedsavisen forsøger at finde forklaringen.

Som 19-årig fik Otto Bresling debut på det danske landshold. Han kan stadig huske kampen, selvom den blev spillet for næsten 66 år siden. Måske fordi omstændighederne var lidt specielle: Det var under besættelsen – og modstanderen var Tyskland.

»Det er længe siden,« udbryder Otte Bresling, i dag 85 år, med det samme, da han bliver spurgt om han kan huske sin eneste kamp i landsholdets røde og hvide spilledragt. Men han har nu ikke glemt kampen af den grund.

»Jeg kan da huske en hel del. Jeg har nogle udklip i min scrapbog,« fortæller han og fortsætter så med at fortælle ud fra hukommelsen:

»Jeg spillede mod den senere tyske landstræner. Helmut Schön, tror jeg det var. Og det var ham, der lavede målet, og jeg var sat til at passe på ham.«

Højre halfback

Otto Bresling spillede højre halfback i kampen.

»Ja, det er på midtbanen. Lidt med tilbage, og lidt med frem,« som han siger det. Det kræver et stort løbearbejde, men det var aldrig et problem, for han kunne løbe stærkt og længe.

Kampen endte med et hæderligt 1-0 nederlag.

Et par år tidligere havde Danmark tabt 8-0 til tyskerne i Breslau, så det smalle nederlag blev fejret som en halv sejr, husker Otto Bresling.

Men alligevel var der ikke den store festivitas ved den officielle banket efter kampen.

»Det var trist. Det var jo under krigen. Til banketten ville tyskerne gerne snakke med os, men vi var temmelig reserverede,« mindes Otto Bresling.

»Der var også to, der havde meldt afbud til kampen, fordi det var mod tyskerne, men stort set var det det rigtige hold, der var med,« siger Otto Bresling.

Gik over til atletik

Landskampen mod tyskerne blev både den første og sidste for Otto Breslings vedkommende. Dels på grund af skader, men også fordi han simpelthen mistede lysten.

»Jeg blev ked af at spille fodbold, så gik jeg til Københavns Idrætsforening og atletikken. Jeg kunne løbe 100 meter på 11-etellerandet,« fortæller han.

Senere var han sammen med blandt andre Niels Holst Sørensen, det senere IOC-medlem, med på holdet, der vandt DM på 4x400-meter i 1947.

Så hurtig er Otto Bresling ikke længere, men han er nu stadig ved godt helbred. Han er lige kommet hjem fra Norge, hvor han bor fire måneder om året ved Oslo-fjorden i et lille hus, som han pusler lidt om, som han siger det.