Bliver du udspioneret af din printer?
AppleMark
Det lyder som en konspirationsteori, men den er god nok. Printer-fabrikanterne er i lommen på efterretningstjenester, så farvelaserprintere efterlader en usynlig kode, hver eneste gang du printer noget

Hver eneste gang din farvelaserprinter spytter noget ud, skriver den en usynlig kode, som efterretningstjenester kan bruge til at opspore dig.

Det har borgerrettighedsbevægelsen Electronic Frontier Foundation dokumenteret. I USA er det Secret Service, som efterforsker falskmøntneri, og de bekræfter, at de bruger koden, som består af bittesmå, gule pletter.

Rygterne om en hemmelig teknologi, som kunne spore udskrifter fra laserprintere, havde længe floreret blandt hackere, da aktivister fra EFF i 2005 blev opmærksom på pletterne, som en farvelaserprinter af mærket Xerox producerede.

Prikkerne var så små, at de ikke kunne ses med det blotte øje. De kunne bedst ses under skarpt blåt lys. En ting var sikker: De var ikke tilfældige.

På EFF s hovedkvarter gik et hold tidligere hackere i gang med at knække koden: Hvor kom den fra? Hvem står bag? Og vigtigst: Hvad er formålet?

Uskyldige gule prikker

Hackerne fik hjælp fra frivillige verden over, som sendte dem udskrifter fra farvelaserprintere. Efter tre måneders arbejde havde EFF løst Xerox-koden. De små gule prikker indeholdt information om, hvornår dokumentet var printet, og printerens serienummer.

Var det uskyldige informationer? Næppe. Et serienummer følger en printer hele vejen fra fabrikken til kunden. Med andre ord: Koden afslører, hvor og hvornår printeren er købt, hvordan der er blevet betalt for den og – medmindre kunden har været opmærksom på ikke at opgive navn og adresse og har betalt kontant – også ejerens navn og adresse.

Siden 2005 har EFF fundet de små gule spioner hos mange andre printerfabrikanter end Xerox.

I dag ved vi, at det amerikanske Secret Service pressede printer-producenterne til at bygge teknologien ind i printerne, så det blev lettere at spore falskmøntnere.

»Vi prøver at gøre det sværere at bruge farvelaserprintere til kopiere pengesedler,« udtalte en talsmand for Secret Service TV-stationen MSNBC.

Kan bruges til hvad som helst

Men Secret Service vil ikke afsløre, præcis hvilken teknologi man bruger.

Problemet er, at koden i princippet kan bruges til næsten hvad som helst, mener EFF. Hvis informationerne om koderne er givet videre til den kinesiske regering, kan denne for eksempel bruge teknologien til at finde systemkritikere, som har trykt en kritisk folder på deres printer. Og hvad bliver det næste, spørger EFF s advokat Lee Tien:

»Hvilke andre studehandler er der blevet foretaget for at sikre sig, at vores teknologi sladrer om os?«

En sag for EU?

USA er tidligere fanget i at spionere mod europæiske virksomheder. Og Bruxelles er bekymret. EU s kommissær for retslige og indre anliggender Franco Frattini brugte stærke ord, da han udtalte sig om sagen i februar.

»At individer kan blive identificeret igennem materiale, som de har printet eller kopieret med bestemt udstyr, kan føre til krænkelse af en af de fundamentale rettigheder: retten til privatliv,« siger Franco Frattini.