Jesper Schou Hansen stopper i politik
Først på året blev Venstre-politikeren i Københavns Kommune, Jesper Schou Hansen, meldt til politiet i NCC-korruptionssagen. Nu trækker han sig ud af politik.

• Venstremedlem i mistanke om korruption
• Københavnsk politiker går fri af korruption

Venstre-manden Jesper Schou Hansen stopper i politik. Det har han meddelt sin valgkreds samt kollegerne på Københavns Rådhus, hvor Jesper Schou Hansen har været medlem af Borgerrepræsentationen i seks år, skriver han på sin hjemmeside.

Jesper Schou Hansen kom i mediernes søgelys i forbindelse med en sag om mulig korruption på Københavns Rådhus. Han blev politianmeldt i denne NCC-sag i februar, men 27. marts droppede politiet anklagerne om korruption mod ham.

- Jeg synes, at det har været seks rigtig spændende år. Men også meget krævende. Således måtte jeg allerede i min første valgperiode tage sygeorlov. Jeg var ved at gå ned med stress, mit hjerte galoperede afsted og havde i det hele taget store problemer med at nå den kæmpe politiske arbejdsbyrde, som jo kom oven i mit almindelige arbejde, skriver Jesper Schou Hansen på sin hjemmeside.

Anklagerne mod Jesper Schou Hansen lød tidligere på, at han skulle have krævet modydelser fra NCC for at støtte et byggeri i Sydhavnen. Dels var prisen, at NCC skulle benytte den kommunikationsvirksomhed, Jesper Schou Hansen arbejder for. Dels skulle NCC bidrage økonomisk til en forening, der støttede Venstre-politikeren Søren Pinds valgkamp. Ingen er dog nogensinde blevet sigtet i sagen.

Jesper Schou Hansen begrunder sit farvel til politik med, at han nu står over for endnu en sygemelding på grund af stress.  

- I denne 2. valgperiode gik jeg sidste år ned med stress og var sygemeldt en længere periode. Derfor har jeg også i år taget en orlovsperiode af arbejdsmæssige årsager, og den 10. oktober går jeg på orlov igen. For at undgå at gå ned med stress, skriver han.

Suppleanten Cecilie Lonning vikarierer for Jesper Schou Hansen, der ikke stiller op ved næste valg.