Importeret kød er fyldt med dødelige bakterier
Kød fra udlandet er proppet med bakterier, som vi kan blive syge af. Og bakterierne er langt mere modstandsdygtige over for den medicin, som skal gøre os raske, end bakterier i dansk kød

Udenlandsk svine- og kyllingekød i danske kølediske er proppet med salmonella og campylobacter-bakterier, som kan gøre os dødeligt syge.

Men ikke nok med det. Bakterierne i kødet forhindrer os samtidig i at blive raske. Kødet indeholder nemlig bakterier, som ikke bliver slået ihjel af antibiotika-medicin – såkaldt resistente bakterier. Og bakterierne i det udenlandske kød er op til 50 procent mere uimodtagelige over for medicinen, der skal slå dem ihjel, når vi har spist dem.

Det viser en ny rapport, som blandt andre Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsen står bag.

Kan ramme alle

Ifølge overlæge og afdelingsleder ved Statens Serum Institut Kåre Mølbak, kan alle mennesker risikere at blive alvorligt syge af bakterierne.

»I 40 procent af de tilfælde, hvor folk er blevet syge af dårligt kød, vil det være nødvendigt at give antibiotisk behandling. Her kan man godt være i livsfare, fordi resistens kan betyde, at det går galt,« siger han og anbefaler alle danskere at købe dansk kød i stedet for udenlandsk.

Kåre Mølbak forklarer også, at en øre- eller lungebetændelse kan have fatale konsekvenser.

»Hvis man har spist kød med antibiotika-resistente bakterier, og samtidig skal behandles for lungebetændelse, kan man risikere, at medicinen ikke virker og i yderste konsekvens dø,« siger Kåre Mølbak, der forklarer, at bakterierne kan blive i kroppen i op til flere måneder efter, at man har spist kødet.

Opstramning i Danmark

Antibiotika bliver brugt som vækstfremmer og til at forebygge sygdomme hos dyrene, forklarer Ole E. Heuer, seniorforsker ved Fødevareinstituttet DTU.

»De mange resistente bakterier i udenlandsk kød er en konsekvens af, at det er almindeligt at være rundhåndet med antibiotika i foderet,« siger han.

Sådan har man også gjort i Danmark, men i de seneste år er der blevet strammet gevaldigt op. Problemet er ifølge Fødevarestyrelsen EU-lovgivningen, der gør det vanskeligt at lave retningslinjer eller grænseværdier.

faktaboks

En tredjedel af al kyllingekød og halvdelen af al svinekød er udenlandsk

Campylobacterbakterier, som findes i tarmen hos dyr, og salmonella er voldsomt overrepræsenteret i udenlandsk kød

I det danske bliver der ofte kun fundet ganske lidt.