Nye regler på vej: Udlændinge får adgang til dagpenge tre gange hurtigere
- Det skal ikke være sådan, at man favoriserer andre EU-borgere på bekostning af danske, siger Venstres EU-parlamentariker Morten Løkkegaard, der også er modstand af nye dagpengeregler fra EU. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix
Hvis en EU-aftale falder på plads om to dage, vil det betyde hurtigere adgang til dagpenge for EU-borgere, der arbejder i Danmark.

En kamp om dagpenge har forenet de danske EU-parlamentarikere uanset partifarve og syn på EU. Men de ser ud til at tabe.

Det skriver DR Nyheder

I disse dage foregår der nemlig en kæmpe debat i EU om, hvor hurtigt en EU-borger fra et andet land skal have adgang til dagpenge i arbejdslandet.

Hvis forhandlingerne lander som forventet, vil det betyde, at en EU-borger fra et andet land kan få adgang til danske dagpenge efter kun en måneds opsparing i en dansk a-kasse, hvis vedkommende mister sit arbejde.

I dag er det efter 3 måneders opsparing i Danmark.

Arbejderen skal vel at mærke have arbejdet og have været arbejdsløshedsforsikret et helt år, inden vedkommende kommer til Danmark, samt leve op til en række andre krav.

Samtidig vil der sandsynligvis blive mulighed for at kunne tage sine dagpenge med ud af Danmark i seks måneder for at søge arbejde andre steder, mod tre måneder i dag.

Dagpengeforslaget er en del af en større revision af EU's lovkompleks om social sikring, som sikrer de grundlæggende rettigheder for de tusindvis af EU-arbejdere, der i dag arbejder i et andet EU-land.

Øger risiko for snyd

Den mere lempelige adgang til danske dagpenge møder hård kritik fra de danske EU-parlamentarikere:

- Jeg er lidt bekymret for, at vi sætter vores velfærdsmodel under pres, siger Ole Christensen (S), som sidder i Europa-Parlamentets arbejdsmarkedsudvalg, hvor reglerne har været diskuteret længe.

I Venstre har man samme frygt.

- Det skal ikke være sådan, at man favoriserer andre EU-borgere på bekostning af danske, siger Venstres EU-parlamentariker Morten Løkkegaard med henvisning til, at danskere skal spare op ét år i en a-kasse for at få adgang til dagpenge.

De får opbakning fra Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU:

- Vi risikerer at underminere hele fundamentet for vores dagpengesystem. Og det øger risikoen for snyd, hvis det spreder sig som en mulighed, at man kan misbruge det her ved at komme og arbejde kort tid, for de danske dagpenge er ret høje sammenlignet med, hvad man kan få i resten af EU.

Minister: Urimeligt 

Den danske modstand rækker helt op i regeringen, hvor beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) længe har forsøgt at stikke en kæp i hjulet på hele reformen af EU's forordning om social sikring for at undgå den hurtigere adgang til dagpenge i Danmark.

- Jeg synes, det er urimeligt. Jeg synes, at man skal have en længere grad af optjening end det, der bliver lagt op til, siger han og fortsætter: 

- Og selv om vi fra dansk side kan overveje at se på bedre kontrolmuligheder og lave nogle værnsregler, så man ikke kommer til at spekulere i, hvis reglerne bliver mere lempelige, så synes jeg, at det er med til at underminere det, man kan kalde sund fornuft, siger Troels Lund Poulsen.