Direktør efter konkurs: Jeg har ikke taget pengene
70 lejere af stande har siden ikke set deres penge for halvanden måneds salg. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix/arkiv
Loppesupermarkedet Takenow er ramt af to konkurser. Lejere af stande kan se langt efter deres penge.

Efter blot et år lukkede loppesupermarkedet Takenow i Sabro uden for Aarhus.

70 lejere af stande har siden ikke set deres penge for halvanden måneds salg. Nu ser det ud til at pengene er væk.

Direktøren for Takenow Sabro, Martin Olesen, siger til Finans: "Jeg har ingen penge, og jeg har ikke taget nogen penge".

Udover at Takenow i Sabro lukkede er det også erklæret konkurs.

Finans skriver, at afdelingen i Sabro og en afdeling i Aalborg lukkede på "mystisk vis", og at Martin Olesen er blevet idømt konkurskarantæne, og således i øjeblikket har forbud mod at deltage i ledelsen af en virksomhed, hvor han ikke hæfter for virksomhedens forpligtelser.

Takenow i Aalborg blev begæret konkurs i januar, og firmaet, der ejer franchisekonceptet bag Takenow, har varslet en politianmeldelse mod indehaveren af butikken i Aalborg, fordi det endnu er uvist, hvor standlejernes penge er blevet af, skriver Finans.

Lars Bentsen fra advokatfirmaet Innova er kurator i begge sager. Han forklarer, at det er ved at blive undersøgt, hvor pengene er blevet af.

Martin Olesen siger til Finans, at de to konkurser intet med hinanden at gøre og at han først har hørt om konkursen i Aalborg nu:

- For os handler konkursen om, at omsætningen forsvandt over sommeren, da solen kom. Der var ingen kunder, siger han til Finans.

Finans har spurgt Takenow Franchise om, hvordan virksomheden vil sikre fremtidige lejere mod manglende betalinger og lukkede forretninger, men virksomheden ønsker ikke at kommentere sagen.