Alvorlig arbejdsulykke: 45-årig fløjet på sygehus
Arkivfoto. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
En 45-årig mand blev klemt mellem en kran og en betonmur, men er nu uden for livsfare.

En 45-årig mand blev i tirsdags alvorligt kvæstet i en arbejdsulykke i landsbyen Bedsted omkring 25 kilometer syd for Thisted.

Ulykken skete tirsdag formiddag hos firmaet Leth Beton, og Thisted Politi oplyser til Nordjyske.dk, at manden blev kvæstet, da han kom i klemme mellem en kran og en betonmur.

Den 45-årige mand blev fløjet med helikopter til Aalborg Universitetshospital, og han skulle nu være uden for livsfare.

Arbejdstilsynet er nu i gang med at se nærmere på omstændighederne ved ulykken.