Virksomhed efter BR-konkurs: En af deres største styrker var de ansatte
Foto: Coolshopfoto og Ritzau Scanpix
En dansk virksomhed er interesseret i at ansætte nogle af de 3.000, som mistede jobbet, da legetøjskæderne Fætter BR og Toys"R"Us gik konkurs

Der kan være gode nyheder på vej til hundredevis af tidligere ansatte i legetøjbutikker.

Omkring 3.000 mistede jobbet, da selskabet Top-Toy, der står bag legetøjskæderne Fætter BR og Toys"R"Us, gik konkurs kort før nytår.

Den danske nethandels-virksomhed Coolshop, der blandt andet driver fysiske legetøjsbutikker rundt i landet, har vist interesse for at opkøbe lokaler og lagre, men derfor kan der også blive brug for gode ekspedienter til at sælge legetøjet.

- Der står nogle super dygtige folk fra Fætter BR, som måske mangler et nyt arbejde, og det er jo spændende for os, når vi skal starte nye butikker op, siger direktør Jacob Risgaard til Avisen.dk.

Han kan endnu ikke sige noget om, hvor mange af de lukkede butikker, som Coolshop vil gå efter at overtage. Af den grund kan han heller ikke sætte et tal på, hvor mange ansatte virksomheden muligvis kommer til at lede efter.

- En af Fætter BR's største styrker var de ansatte, og det er noget, som vi også stiler efter at have i Kids Coolshop butikkerne, siger Jacob Risgaard.  

Der er brug for eksperter 

Det er essentielt med dygtige ansatte, hvis man vil sælge lejetøj til børn og barnlige sjæle, mener Jacob Risgaard. 

Det kræver stor viden om, hvad der er populært lige nu, men også kompetencer i at finde nye ting fra hylderne, som børnene kan blive glade for.

- Coolshop skal bruge nogle ansatte, der på en måde er eksperter. De er solide fagligt og har et ønske om at yde en god service til børnene og deres forældre. Dem tror jeg, man kan finde mange af i den gruppe, som har mistet deres job, siger han. 

Der hersker dog ikke tvivl hos direktøren om, at en stor del af de tidligere ansatte nok skal finde et nyt job igen. 

- Om det bliver hos os i Coolshop, i de store supermarkeders legetøjsafdelinger eller andre steder, så vil der altid være brug for dygtige ekspedienter, som dem i Fætter BR og Toys"R"Us, siger Jacob Risgaard.