Discountkæde plages af bøller: Nu tager de konsekvensen
Arkivfoto. Foto: Sofie Mathiassen / Ritzau Scanpix
Trusler og tyverier er årsag til, at en Fakta-butik i Brønshøj nu lukker klokken 18.00.

Du skal ikke vente til ud på aftenen, hvis du plejer at foretage dine indkøb hos Fakta på Frederikssundsvej 123 i Brønshøj.

Discountbutikken plejer først at lukke klokken 21.00, men den lokale Fakta er blevet udsat for trusler i sådan en grad, at de nu har valgt at lukke og låse dørene klokken 18.00.

- Beslutningen er taget, fordi vi vægter medarbejdernes sikkerhed højest. Vi har gennem noget tid set, at medarbejdere er blevet truet og er kede af det, siger Faktas salgsdirektør, Jens Romundstad til TV 2 Lorry.

Lars Aslam Rasmussen sidder i Folketinget for Socialdemokratiet, og han ønsker nu at få jusistsminister Søren Pape Pulsen (K) til at gå ind i sagen.

- Ministeren skal være opmærksom på, at der er store problemer med afpresning, og der er et stort mørketal, fordi folk ikke tør at stå frem, siger han til den regionale tv-kanal.

Jens Romundstad fra Fakta forklarer, at de ubehagelige oplevelser har haft negativ indflydelse på butikkens indtjening. 

De nye åbningstider vil i første omgang være gældende i hele december, men salgsdirektøren forklarer til TV2 Lorry, at han regner med, at tiltaget vil fortsætte i 2019.