Kaos på folkeskole: Ansatte i gråd på jobbet
Billedet her er fra juni 2017. Foto: Google Street View
Der ligger en skarpladt sømpistol på 6.-7. klassernes gang på Brønshøj Skole. Her har et byggeri udviklet sig til at mareridt, men også til hverdag for elever og lærere.

- Nu kan vi ikke mere. Vi er i den grad i knæ. Mange kolleger føler sig desperate og magtesløse, fordi de ikke kan udføre deres opgaver.

Sådan siger lærerne på Brønshøj Skoles tillidsrepræsentant, Birgitte Pedersen, til Københavns Lærerforenings nyhedsmedie, KLFnet.dk, og tilføjer:

- Jeg oplever dagligt grædende kolleger, som vi er nødt til at sende hjem.

Hverdagen på skolen er byggelarm og dårligt indeklima og er et udkomme af et byggeri, som har udviklet sig til et mareridt med blandt andet konkurser, og et byggeri der gik i stå.

Efter et par års forsinkelser ligner bygningerne stadig en byggeplads. Udearealerne tjener som læsse- og arbejdsplads for store kraner og lastbiler med anhængere, skriver Københavns Lærerforenings nyhedsmedie, KLFnet.dk.

Her beskrives situationen således: "Alt er rod, larm og kaos. Vægge, gulve og lofter står i nogle områder ufærdige. Strømførende kabler ligger på kryds og tværs hen over gulvene. Ledninger hænger ud af væggene. Malerbøtter uden låg står på gange og trapper, lige til at falde i. Elektrisk værktøj ligger her og dér, og en skarpladt sømpistol på 6.-7. klassernes gang kan måske friste til nærmere undersøgelse".

- Vi har levet med kulde, træk og skimmelsvamp i den gamle bygning, og vi er blevet holdt hen med tom snak i årevis om snarlig renovering. Nu står vi i en ny bygning, og alligevel tårner problemerne sig op på grund af forsinkelser, fejl og mangler. Og så tillader politikerne sig at tale om sygefravær - ja, vi bliver syge af at arbejde i de her forhold!, siger Birgitte Pedersen.

På den lange liste af fejl står også en branddør, der ikke kan åbnes, en dør der er afspærret på grund af en løs rude og en solafskærmning, der ikke virker, så der er målt 38-39 grader inde i lokalerne.

Skoleleder: Det er umulige rammer

Skoleleder Mikkel Wiene bekræfter over for KLFnet.dk, at der hersker urimelige arbejdsvilkår på skolen:

- Vi arbejder i nogle umulige rammer. Personalet er meget presset. Jeg hører ikke meget fra forældrene, men det jeg hører er, at lærerne er fantastiske til at klare den usædvanlige situation.

Han fortæller, han var blevet lovet, at personaleområderne ville være klar og i orden efter sommerferien. Men det var de ikke, og det har en konsekvens, siger han:

- Det er personalet, der betaler prisen for en alt for stram planlægning. Hvis vi skal lære noget af det her, er det, at man ikke skal flytte ind i en skolebygning, før den er færdig.

Se video herunder: