Lærer blev fyret: Nu stopper chefen
Efter fyringen af skolederen dropper forældre på Vinderup Skole nu trussel om at holde deres børn hjemme på første skoledag. Modelfoto: Erik Refner/Ritzau Scanpix
Forældre til elever på Vinderup Skole glæder sig over, at skoleleder stopper.

- Det her er den første sejr. Så mangler vi kun én mere. For sagen om den fyrede lærer er jo ikke glemt.

Børnehaveklasselærer fyret: Gav eleverne tidligt fri  

Sådan siger en forælder, Tommy Kjærside, ifølge Dagbladet Holstebro Struer, efter det er blevet offentliggjort, at skolelederen på Vinderup Skole i Holstebro Kommune stopper.

Skolelederen stopper således bare en uge før skolestart, men efter flere uger hvor skolen har været i modvind i forbindelse med en sag om fyring af en børnehaveklasselærer.

Læreren blev fyret, efter hun havde ladet eleverne få tidligt fri for at køre i bus til en børnefødselsdag uden ledsagelse af læreren.

Klager til Ombudsmanden

Fyringen er med virkning fra 1. januar og er sendt i Afskedigelsesnævnet. Desuden har Danmarks Lærerforening klaget til ombudsmanden, fordi Holstebro Kommune har mørkelagt store dele af begrundelsen for fyringen.

Skyld i dårligt arbejdsmiljø

Tommy Kjærside, hvis datter skal starte i 0. klasse, havde sammen med flere andre forældre overvejet ikke at sende sin datter i skole på første skoledag. Truslen skete i protest mod fyringen af læreren og det dårlige arbejdsmiljø på skolen, skriver avisen.

Tommy Kjærside og flere andre forældre og lærere mener, at skolelederen delvist var skyld det dårlige arbejdsmiljø.

Enige om leder-stop

Dagbladet Holstebro Struer har forgæves forsøgt at få en kommentar til skolederens stop fra både skolechef Thomas Born Smidt og den nu tidligere skoleleder.

De vil ikke kommentere sagen, men begge understreger, at skoleleder og skolechef er "enige om beslutningen", skriver avisen.