11-årige Ronja til kamp mod ensomhed: Finder venner til andre børn
Ronja (th.) har lært meget af sine nye flygtningevenner, fortæller hun. (Foto: Foto: Privatfoto)
Kan vi ikke gøre noget for flygtninge - kan vi ikke blive venner med dem? Spurgte dengang 9-årige Ronja sin far om. I dag holder hun månedligt arrangementer med danske børn og flygtningebørn.

Man behøver ikke komme fra den samme kultur, ligne hinanden eller tale det samme sprog for at kunne lege sammen. 

For venskaber taler alle sprog.

Det har 11-årige Ronja Hauge Schierup fundet ud af. 

Med sit projekt 'Flygtningevenner' skaber hun legeaftaler mellem flygtningebørn og danske børn. I dag modtager hun Fællesskabsprisen 2017 for sin indsats. 

- Det betyder meget for mig og gør mig glad, når flygtninge ikke er ensomme, fortæller Ronja Hauge Schierup til Avisen.dk. 

Som 9-årig så Ronja Hauge Schierup billeder og videoer af flygtningebørn, der gik ved motorvejene. Hun og hendes mor sendte poser til dem med dyner, tæpper og bamser.

Men det var ikke nok for den i dag 11-årige pige, der bor i Skejby ved Aarhus med sin far og otteårige søster.

- Jeg synes det var rigtig synd for dem, så nu skulle der gøres noget, siger Ronja Hauge Schierup.

- Hvis jeg kom til et andet land, så ville jeg gerne have nogle venner. Så jeg tænkte, at de ville det samme. Og så kunne det være godt at danske børn og flygtningebørn kunne lege sammen, tilføjer hun. 

Og det blev starten på Flygtningevenner, som Ronja Hauge Schierup startede sammen med sin far, Morten Schierup, i februar 2016 med to arrangementer i Jellinge ved Vejle. I dag holdes de i Aarhus. 

Hvad skal vi lege?

"Hund, der er en, der har taget dit kødben" og "sig goddag på forskellige sprog" - to lege, der er særligt populære for tiden.

Én gang om måneden afholder Flygtningevenner arrangementer i Aarhus. De mødes på biblioteker, i parker eller legepladser og med samarbejde fra asylcentre, sprogcentre og kommunen møder de danske børn og deres forældre nogle flygtningebørn med deres forældre.

Legene finder børnene selv på, og Ronja Hauge Schierup er altid med. 

- Vi leger bare sammen. Nogle gange leger vi lege fra deres kultur og nogle gange fra vores kultur. På den måde lærer vi af hinanden, og så spiser vi mad sammen, fortæller hun.

Der bruges fagter, pegen og engelsk, når sproget mellem børnene halter en smule, men flygtningebørnene er gode til at lære dansk hurtigt. Og det er også fordi Ronja Hauge Schierup og de andre danske børn er gode til at hjælpe. 

- Det kan godt være lidt svært at forstå hinanden. Nogle gange skal vi sige det igen og en ekstra gang. Men de lærer ret hurtigt dansk, og så kan vi tale sammen, siger hun.

"Wauw, hvor er det sejt!"

Det gik ikke ubemærket hen blandt klassekammeraterne på 4. klassetrin på Børnenes friskole i Skejby, da Ronja Hauge Schierup valgte at starte flygtningevenner. 

- "Wauw, hvor er det sejt!", sagde de. De syntes, det var godt fundet på, og især at et barn kunne gøre det, fortæller hun.

Mobning og ensomhed blandt børn og unge har optaget en stor plads blandt politikere, skolelærere og hos medier de seneste par år. Anti-mobbe-strategier tordner frem på landets skoler, og også på Ronja Hauge Schierups har det været et vigtigt tema.

Med leg kan man komme rigtig langt mellem mennesker, fortæller den unge ildsjæl:

-  Jeg synes, det er rigtig vigtigt at lege, når man er barn, for ellers kan man blive rigtig ensom. Og så lærer man heller ikke som voksen at få venner, siger Ronja Hauge Schierup. 

 

via Listen To News