"Uansvarligt": DSB tager ingen kontorelever
Personalechef i DSB Mette Rosholm ønsker ikke at udtale sig om, hvorfor der ingen kontorelever er i togselskabet. Fotomontage: Scanpix/arkiv og Klaus Holsting/DSB
Selv om DSB har 7.300 ansatte, tager togselskabet ikke så meget som én eneste kontorelev. DSB er helt gal på den, mener fagforeningen HK Trafik & Jernbane.

Togselskabet DSB har omkring 7.300 ansatte. Men plads til så meget som én eneste kontorelev, vil koncernen ikke give.

Ejeren af DSB, staten, har ellers som erklæret mål, at der skal oprettes mange flere praktikpladser. 

I DSB arbejder 762 medlemmer af HK med blandt andet køreplanlægning, billetsalg, i call center, økonomi og administration. Men på ingen af de mange kontorstole sidder et ungt menneske, der står i lære som kontorelev.

Heller ikke andre steder i trafikselskabet, finder man kontorelever. Kun andre typer af elever som for eksempel unge under uddannelse til mekanikere eller togførere.

- Det er meget forkert af DSB ikke at tage kontorelever. Det er simpelthen ikke ansvarligt. Hverken over for virksomheden eller over for samfundet, hvor der er brug for uddannelse af unge mennesker, siger Dennis A. Jørgensen. Han er formand for fagforeningen HK Trafik & Jernbane.

Dennis A. Jørgensen lægger ikke skjul på, at han er vred. 

- Det sidste hold kontorelever, som DSB havde, sluttede deres uddannelse i august 2010. Det vil sige, at i mere end seks år har en af de helt store virksomheder her i landet intet ansvar påtaget sig for, at der kommer nye kontorassistenter, siger fagforeningsformanden. 

Hvorfor vil DSB ikke vise ansvarlighed over for både virksomheden og samfundet ved at tage bare nogle få kontorelever? Det undrer Dennis Alex Jørgensen sig højlydt over. Han er formand for fagforeningen HK Trafik & Jernbane. (Foto: Peter Thornvig for HK Trafik & Jernbane)

Dennis A. Jørgensens harme bliver ikke mindre af, at Banedanmark sagtens kan finde ud af at tage kontorelever. Hos Banedanmark, der står for tognettet i Danmark og godt kan sammenlignes med DSB, er der for tiden 23 kontorelever og 885 medlemmer af HK - altså administrative medarbejdere. 

- For at gøre det nemmere for DSB at genoptage traditionen med kontorelever, har vi over for ledelsen præsenteret, hvordan vi på mange strækninger kan kopiere Banedanmarks model for kontorelever. Men det har ikke gjort nogen forskel, siger Dennis A. Jørgensen. 

I andre helt- eller delvist statsejede virksomheder kan man også godt finde ud af at tage unge mennesker ind og uddanne dem i administration. Eksempelvis er der ifølge HK hos Dong Energy 30 kontorelever og hos Energinet.dk 2 kontorelever.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

DSB-chefer: Ingen kommentar

Personalechef Mette Rosholm i DSB ønsker ikke at udtale sig om, hvorfor der ingen kontorelever er. 

Mette Rosholm meddeler via pressemedarbejdere, at der skal være et møde senere på måneden - angiveligt 31. januar. Her skal blandt andre personalechefen mødes med repræsentanter for medarbejderne heriblandt Dennis A. Jørgensen, som dog ikke har de store forventninger til mødet:

- Jeg vil tro, at det bare bliver endnu et snakke-møde, hvor vi ikke får lovning på noget som helst, siger Dennis A. Jørgensen.

Bidrag til ekstra praktikpladser?

I august 2016 aftalte regeringen med fagbevægelsen og arbejdsgiverne, at der skal skaffes ekstra praktikpladser til unge på erhvervsuddannelserne. I en såkaldt treparts-aftale blev man enige om, at der gerne skal oprettes 8.000 til 10.000 ekstra elevpladser over de kommende år.

- Medarbejderne i DSB troede, at med staten som ejer, så ville det efter treparts-aftalen være en nem sag at få ledelsen i DSB med på at oprette praktikpladser til kontorelever. Men vi fik en kold spand i hovedet, siger Dennis A. Jørgensen.

Han forklarer, at medarbejderne i DSB i sommeren 2016 fik signaler fra direktør for DSB, Flemming Jensen, og personalechef, Mette Rosholm, om, at de var indstillet på at tage kontorelever. 

- Men så fik vi på et møde 15. december at vide, at der ikke vil blive oprettet elevpladser på kontorområdet. Undskyldningen lød på noget med, at der blev brugt mange kræfter på de elever, der er på DSB's værksteder. Jeg forstår stadig ikke, hvad de elever har med kontorelever at gøre?, siger Dennis A. Jørgensen.