Tømrermester må lukke hjemmeside ned efter TV 2-program
André Boas har været nødt til at lukke sin hjemmeside ned efter TV 2-programmet 'Danmark mod Østeuropa' (Foto: Foto: TV 2)
Tømrermester André Boas har været nødt til at lukke sin hjemmeside efter TV 2-programmet 'Danmark mod Østeuropa'. Han klager også til Pressenævnet.

Tømrermester André Boas har været nødt til at lukke både sit firmas hjemmeside og Facebook-side ned, efter han sidste torsdag var med i TV 2-programmet 'Danmark mod Østeuropa'.

- Vi får en masse hademails. Vi har lukket facebook-siden ned og ladet hjemmesiden gå i sort. Vi bliver blandt andet kaldt klamphuggere og folk sender billeder af fulde folk, fortæller André Boas til Avisen.dk.

Efter udsendelsen gik han fra at være en relativt ukendt tømrermester fra Lyngby nord for København til at være en mand, som mange danskere pludselig havde en mening om.

Boas Byg tabte dysten om at lave et nyt tag til de polske håndværkere efter et program, hvor Boas' ansatte holdt mange pauser, drak øl i løbet af dagen og leverede et arbejde, som programmets dommere vurderede til dumpekarakter.

André Boas fortalte, at han følte sig ført bag lyset. Da han sagde ja til at deltage hed programmet 'Med Danmark på arbejde' og havde ifølge tømrermesteren et helt andet fokus end en konkurrence mod et hold polske byggearbejdere.

Klager til Pressenævnet

André Boas siger, at han nu har bedt sin advokat om at klage over TV2.

- Min advokat skriver til Pressenævnet, siger han.

Han overvejer også, at rejse en sag mod TV 2, hvis programmet kommer til at koste ham penge.

- Nu holder vi øje med, om det får en indflydelse på vores omsætning. Hvis det får det, så vil vi rejse en sag mod TV 2, siger han.

Har du fortrudt nogle ting, når du ser tilbage?

- Jeg skulle ikke have underskrevet en falsk kontrakt.

Men hvad med arbejdet på taget?

- Nej, det synes jeg sådan set ikke. Der har ikke været nogen fejl rent byggeteknisk, siger han.

TV 2's redaktør på programmet, Jes Schrøder, siger, at tv-stationen må tage en eventuel pressenævnssag, hvis det kommer. Og han har ikke nogen kommentarer til de konsekvenser, programmet har haft for André Boas og hans virksomhed.

via Listen To News