Ny opgørelse afslører: Sygeplejersker snydt for millioner
Fejl i lønsedler er udbredt blandt sygeplejersker. Sygeplejerskerne på billedet har ikke noget med den aktuelle sag af gøre. Arkivfoto: Henning Bagger, Scanpix
Bedre sent end aldrig. Sygeplejersker fik i 2016 godt 10 millioner kroner i efterbetalinger fra deres arbejdsgivere, viser nye tal

Det kan betale sig at tjekke lønsedlen og at undersøge, om alt er gået efter bogen, hvis arbejdsgiveren stikker en fyreseddel ud.

Det kan en række sygeplejersker skrive under på, efter at deres faglige organisation, Dansk Sygeplejeråd, i 2016 skaffede dem over 10 millioner kroner i efterbetaling. De i alt 10,1 millioner kroner gik ifølge en ny opgørelse fra Dansk Sygeplejeråd til medlemmer, der er blevet fyret, ramt af konkurs eller har fået for lidt i løn.

Langt det største beløb, otte millioner kroner, er løn, pension og feriepenge, som sygeplejerskernes organisation hentede hjem i forbindelse med afskedigelsessager. Blandt andet i forbindelse med omstruktureringer i den offentlige sektor, eller når privatansatte sygeplejersker mister deres job, fordi deres arbejdsgiver går konkurs.

Hurtig fyring

Næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Anni Pilgaard, oplever en stigende tendens i fyringssagerne: At sygeplejersker hurtigere bliver fyret under et sygdomsforløb. 

- Vi ser desværre, at arbejdsgiverne skrider hurtigere ind med fyringer. Det er virkelig beskæmmende. I disse sager går vi ind og forsøger at forhandle anstændighed ind i fratrædelsesaftalerne, siger Anni Pilgaard. 

Hun kalder det samtidig 'groteskt,' at der er så mange fejl i sygeplejerskernes lønopgørelser, at arbejdsgivernes efterbetaling kunne gøres op til ti millioner kroner i 2016. Hver tredje sygeplejerske oplever fejl på deres lønsedler.

-  Et er, at sygeplejerskerne ikke får så høj en løn, som vi synes, at vi fortjener. Men vi skal i hvert fald have den løn, som vi har tjent. Arbejdsgiverne gør simpelthen ikke deres arbejde godt nok, siger Anni Pilgaard. 

Villig til drøftelse

I regionerne, hvor langt de fleste sygeplejersker arbejder, genkender man ikke umiddelbart det billede, som Dansk Sygeplejeråd tegner. Region Hovedstaden oplyser i en mail, at man ikke  kan 'genkende billedet af, at der efterbetales store beløb til sygeplejersker for manglende løn i forbindelse med vagter m.v., som skyldes fejl af løn- og personalekonsulenter.'

For Anders Kühnau (S), 1. næstformand i Region Midtjylland og formand for Danske Regioners Lønnings- og Takstudvalg, er det også nyt, at der skulle være et problem, men han er klar til dialog:

- Hvis der kommer en henvendelse fra Dansk Sygeplejeråd, er vi villige til at drøfte det. Fejl er aldrig tilfredsstillende. Det er vi interesserede i at rette op på. Det kunne også være, at vi udbetalte for meget, siger Anders Kühnau. 

Region Hovedstaden betegner det samtidig i mailen til Avisen.dk som 'helt naturligt, at et fagforbund forsøge at skaffe gode fratrædelsesordninger for medarbejdere.' Om der gives ekstra kompensation 'afgøres og forhandles fra sag til sag.' Ifølge regionen er det 'naturligt,' at der blandt Sygeplejeråds 70.000 medlemmer kan ske fratrædelser 'som følge af opsigelser.'

100.000 kr. i tilbagebetaling

Ifølge Dansk Sygeplejeråd er mangel på de rette kompetencer, viden eller tilstrækkeligt med ressourcer i administrationerne mulige årsager til, at det går galt. 

- Sygeplejersker er på job døgnet rundt og får ofte ændret deres vagter, så der er meget at holde styr på og rigtig mange fejlmuligheder, når lønnen skal gøres op. Men det skal ikke være sådan, at vi kontant står med et efterbetalingskrav på flere millioner kroner. Konsekvensen kan være, at sygeplejerskerne mister tilliden til deres arbejdsgiver, siger Anni Pilgaard og nævner eksempler på sygeplejersker, der har fået op mod 100.000 efterbetalt efter et tjek af fem års lønsedler. Efterbetalingerne til sygeplejerskerne har ligget på et niveau på 10 millioner kroner siden 2014. 

Næstformanden mener, at der er brug for en kulturændring for at skære ned på fejlene.

- Mange bliver forbavsede og siger, at de havde blind tillid til lønningskontoret. Vi skal have en kulturændring blandt sygeplejerskerne, så de husker at tjekke lønsedlen. Vi vil have standset det her, før det udvikler sig til vrede og dyb mistro til arbejdsgiverne, siger Anni Pilgaard.