Danskerne vil have mere i løn
Ønsket om højere løn er populært blandt danske lønmodtagere. Foto: Scanpix/arkiv
Lønmodtagernes største ønske op til forhandlingerne om nye overenskomster er mere i lønningsposen.

Mere i løn. Det er det største ønske fra lønmodtagerne op til forhandlingerne om nye overenskomster.

Det fremgår af en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har gennemført for Ugebrevet A4 med svar fra 1.019 lønmodtagere. Undersøgelsen kommer samtidig med at startskuddet onsdag lyder til de første forhandlinger om nye overenskomster for cirka 230.000 ansatte i industrien.

Foruden ønsket om højere løn hæfter eksperter sig ved, at også mere efteruddannelse og bedre ordninger for ældre kolleger ligger højt - henholdsvis nummer tre og fire - på danskernes ønskeliste.

At ønsket om højere løn er meget populært, kan Jan Grimstrup nikke genkendende til. Han er fællestillidsmand for 180 ansatte på metalvirksomheden KP Komponenter i vestjyske Spjald.

- Stemningen blandt kollegerne er, at det skal kunne ses direkte på lønsedlen, når der en gang er indgået en aftale om ny overenskomst. Når selv statsministeren i sin nytårstale siger, at vi har lagt krisen bag os, må der kunne falde nogle flere lønkroner af til os, siger Jan Grimstrup.

Efter mere i løn er større indbetaling til pension det næstmest populære ønske hos lønmodtagerne, fremgår det af undersøgelsen. Dernæst kommer på tredjepladsen mere efteruddannelse og på fjerdepladsen bedre rettigheder til seniorer. Det sidste kan for eksempel være retten til at gå ned i arbejdstid, når man fylder 60 år.

Det udbredte ønske om bedre ordninger for seniorer er værd at lægge mærke til, vurderer arbejdsmarkedsforsker og adjunkt ved Københavns Universitet Christian Lyhne Ibsen.

- Det her med seniorordninger er rykket bemærkelsesværdig højere op på lønmodtagernes dagsorden med tiden. Det skyldes nok al den politiske debat om højere pensionsalder og den gradvise afskaffelse af efterlønnen, siger Christian Lyhne Ibsen.

Fællestillidsmand Jan Grimstrup oplever, at kollegerne er optaget af seniorordninger.

- Mange har en fornemmelse af, at det er for optimistisk at tro, at man kan fortsætte med fuld knald helt frem til folkepensionen. Det giver stor interesse for, at man kan gå ned i tid i de ældre år, siger Jan Grimstrup.

Lønmodtagernes ønsker om seniorordninger og efteruddannelse viser, at de er stærkt optaget af, hvad der skal til, for at de kan forblive i job i fremtiden. Det vurderer arbejdsmarkedsforsker og professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.

- Der er kommet en realisme hos lønmodtagerne om, at hvis man skal kunne kapere flere job- og brancheskift over et livsforløb og kunne holde længe på arbejdsmarkedet, så skal der noget ekstra til. Eksempelvis i form af efteruddannelse hele livet igennem og seniorordninger, siger Henning Jørgensen.

Ingen af parterne ved overenskomst-forhandlingerne ønsker at udtale sig om de ønsker, som lønmodtagerne kommer med i undersøgelsen. Eksempelvis skriver Steen Nielsen, som er arbejdsmarkedspolitisk chef i Dansk Industri, til Ugebrevet A4:

- Vi drøfter lønmodtagernes ønsker med vores modparter i fagbevægelsen. Men vi foretrækker, at det foregår i forhandlingslokalet og ikke i medierne.