Pengestrøm til regeringen: 13 milliardærer står bag Løkke og Co.
Lars Seier Christensen og Kjeld Kirk Kristiansen er blandt de milliardærer, som støtter regeringen økonomisk. Foto: Scanpix
På listen over de 100 rigeste danskere finder man 13 bidragydere, der poster penge i de tre regeringspartier, Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

Det er godt at have rige venner. Især når man skal føre valgkamp.

Sidste år tippede regeringsmagten over til blå blok. Og de tre regeringspartier, Venstre, Konservative og Liberal Alliance, kunne glæde sig over at få i alt 49 millioner kroner i partistøtte fra private, virksomheder og organisationer til at finansiere valgkampen.

En nærmere gennemgang af partiregnskaberne viser, at der blandt de gavmilde givere til de tre partier er mindst 13 af Danmarks 100 rigeste familier.

Både Venstre og Liberal Alliance fik i 2015 økonomiske bidrag på over 20.000 kroner fra syv af de allerrigeste danskere. Konservative kunne mønstre tre bidragydere fra Berlingske Business' top 100-liste over Danmarks rigeste 2016.

Lego-familien er splittet mellem V og LA

Danmarks suverænt rigeste mand, Kjeld Kirk Kristiansen, der står i spidsen for Lego-familien med en samlet formue på 145 milliarder kroner, bidrog personligt med penge til både Venstre og Radikale Venstre sidste år.

Mens Venstre ikke offentliggør konkrete beløb på bidragene, så har Radikale lagt offentligt frem, at Danmarks rigeste mand gav 50.000 kroner til partiet i 2015.

Kjeld Kirk Kristiansens nevø, Anders Kirk Johansen, har derimod valgt en anden politisk vej end sin rige onkel.

Anders Kirk Johansen, som er en del af Danmarks 12. rigeste familie og medejer af investeringsselskabet Kirk Kapital, støttede sidste år Liberal Alliance, viser partiregnskabet.

A.P. Møller-Mærsk støtter fem partier

Det er ikke kun Kjeld Kirk Kristiansen, som støtter flere politiske partier. Familievirksomheden Foss, der producerer analyseudstyr til fødevareindustrien og indtager en 10. plads på rigmandslisten, støtter både Venstre og Konservative.

Det samme gør Niels Aage Kjær, som er Danmarks 23. rigeste mand og ejer af ventilkoncernen AVK. Niels Aage Kjær er kendt som en god ven af Kongehuset og prins Henrik og bor i luksusvillaen 'Himmelhytten' ved Silkeborg.

Det er dog Mærsk-familien (Danmarks 7. rigeste familie) som favner bredest med sin politiske støtte. A.P. Møller-Mærsk støttede sidste år alle tre regeringspartier plus Dansk Folkeparti og Radikale.

Mens de øvrige partier ikke oplyser beløb, viser Radikales regnskab, at A.P. Møller-Mærsk støttede partiet med 500.000 kroner sidste år.

Løkke overrakte pris til Venstre-støtte 

Hos Venstre tæller listen over bidragydere også rederiet Scan Group, der ejes af Arne Simonsen (nummer 65 på listen) og Arp-Hansen Hotel Group, som driver 12 hoteller - heriblandt Tivoli Hotel - og ejes af Birger og Henning Arp-Hansen, der er nummer 43 på listen over Danmarks rigeste.

Endelig er der også et bidrag til Venstre fra Clausen Engineering, som ejes af Danmarks 40. rigeste mand, Tais Clausen.

Han har primært tjent sine penge på virksomheden 3Shape, der leverer 3D teknologi til tandlæger og høreapparatbranchen.

En virksomhed, som Venstres formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, så sent som sidste måned kunne overrække Børsens Gazellepris som årets danske vækstvirksomhed.

Man får ikke noget igen

Venstres partisekretær, Claus Richter, slår dog fast, at der ikke er nogen sammenhæng mellem Venstres politik og interesserne hos de rige bidragydere.

Når man kigger på listen over bidragydere, som har givet over 20.000 kroner, finder man en række store virksomheder og nogle af Danmarks rigeste mænd og rigeste familier. Hvad får de igen ved at give bidrag til Venstre?

- Man får ikke noget igen ved at bidrage til Venstre.

Så de gør det for deres blå øjnes skyld?

- Nogle af de her organisationer, virksomheder og enkeltpersoner har jo ønsket, at der kom en borgerlig-liberal regering efter sidste folketingsvalg, og de har så ønsket at støtte Venstre. Men man får ikke noget igen ved at bidrage til Venstre, siger Claus Richter til Avisen.dk.

Saxo Bank gav 1 million til LA

Hos Liberal Alliance modtager man blandt andet støtte fra T&W Holding, som ejes af familien Tøpholm og brødrene Westermann, der også står i spidsen for høreapparatvirksomheden Widex. De to Widex-ejere er henholdsvis nummer 20 og 21 på top 100-listen over rige danskere.

Ejendomsinvestoren Mikael Goldschmidt (nummer 41), som også ejer Imerco, støtter også Liberal Alliance. Det samme gør Saxo Bank, som fra starten har været storsponsor for Anders Samuelsen og Liberal Alliance. 

Saxo Bank-ejerne, Kim Fournais og Lars Seier Christensen, ligger henholdsvis nummer 35 og 36 på listen over de rigeste danskere.

Saxo Bank har meddelt, at støtten til Liberal Alliance er blevet langsomt udfaset, så den sidste år udgjorde 1 million kroner.  Men Lars Seier Christensen støtter derudover Liberal Alliance med et ukendt beløb som personligt bidrag.

De politiske partier skal kun oplyse navne på bidragydere, der støtter med mere end 20.000 kroner i et kalenderår. Derfor kan der være flere fra top 100-listen, som har bidraget med mindre beløb.