LA's nye kirkeminister har tætte bånd til Krifa-selskab
Danmarks nye kirkeminister Mette Bock har de sidste fire år siddet i bestyrelsen for kursuscentret Trinity, der ejes 100 procent af den kristelige fagbevægelse Krifa. Foto: Olafur Steinar Gestsson, Scanpix.
Den nye kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) har i fire år været bestyrelsesmedlem for et konferencecenter, der ejes af Kristelig fagbevægelse. Det møder kritik.

Siden foråret 2012 har den nye kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) haft tætte bånd til den kristelige fagbevægelse Krifa.

Mette Bock har nemlig været på lønningslisten som bestyrelsesmedlem for det store konference- og hotelcenter Trinity, som ejes 100 procent af Krifa.

Trinity, der ligger ved Fredericia med panoramaudsigt over Lillebælt, hviler på samme kristne grundlag som Krifa, fremgår det af konferencestedets hjemmeside.

Men det kan være problematisk at have en kirkeminister, der har arbejdet så tæt sammen med en virksomhed, der er en del af Krifa-koncernen, mener forfatter og journalist Egon Clausen. Den tidligere DR-journalist har blandt andet skrevet bøger om Indre Mission og den kristne højrefløj.   

- Krifa udspringer af Indre Mission og var i sin oprindelse stærk antisocialistisk og antifagforeninger. Den dag i dag gennemsyrer det konservative kristne værdisæt hele Krifa, siger han.

Del af større bevægelse

Krifas forretninger er en del af en større bevægelse, der også har samarbejde med højrekristne bevægelser i blandt andet USA, påpeger Egon Clausen.

- Mange Krifa-medlemmer aner ikke, at de via deres medlemskab støtter en kristen bevægelse med stærke religiøse højrekræfter, siger han.

Egon Clausen er overrasket over, at Mette Bock har siddet i bestyrelsen for et Krifa-selskab.

- Jeg kender Mette Bock som en højskolekvinde. Derfor overrasker det mig, at hun har meldt sig på den kirkefløj. Det gør mig trist, fastslår han.

Organisationsfrihed 

Formand for Folketingets kirkeudvalg socialdemokraten Karen Klint anser det ikke for et problem, at den nye kirkeminister har forbindelse til Krifa-selskabet.

- Vi har jo forenings- og organisationsfrihed i Danmark, så det er en personlig stillingtagen, hvad man vil støtte. At en politiker fra Liberal Alliance vælger foreningsfrihed kan ikke overraske mig, og jeg har ikke tidligere hørt om Mette Bocks tilknytning til Trinity, siger Karen Klint.

Hun fremfører, at den nye kirkeminister kan sin kirkehistorie, og i socialdemokratens optik er der ikke noget at komme efter.

- Hvilken fløj i kirken, Mette Bock tilhører, har jeg ingen mening om. Vi kunne i princippet også have en kirkeminister, der ikke var medlem af folkekirken, siger den socialdemokratiske kirkeordfører.

Drift og ikke kirke

Kultur- og kirkeminister Mette Bock fastslår overfor Avisen.dk, at hun fratrådte bestyrelsesposten i Trinity ved udnævnelsen som minister. 

Dernæst understreger hun, at bestyrelsesarbejdet i Trinity udelukkende har handlet om det forretningsmæssige.

- Det her har overhovedet ikke noget med noget kirkeligt at gøre. Det er drift af en meget stor professionel konference- og kursusvirksomhed, og jeg kan overhovedet ikke se noget problem i det her, siger Mette Bock.  

På den kirkelige midterbane

Ministeren afviser også, at hendes bestyrelsesarbejde i et Krifa-selskab sender et signal om, at hun sympatiserer med Indre Mission.

- Jeg er på den brede kirkelige midterbane, og jeg har for eksempel også holdt mange foredrag både i grundtvigske sammenhænge, i missionske sammenhænge og i frikirkelige forsamlinger. Trinity er jo et professionelt foretagende og ikke en lille bolsjebutik, så det har udelukkende været en professionel relation, siger hun.

Mette Bock fremhæver også, at hendes arbejde for Trinity ikke er det samme som at foretrække Krifa frem for andre fagforbund.  

- Det, der er væsentligt, er, at vi har organisationsfrihed i Danmark både på arbejdsgiver- og arbejdstagerside. Det er en ting, som vi vil stå fast på og altid vil gøre, siger hun.