Vanedannende dræbere skal forbydes i smøger
Farlige og vanedannende tilsætningsstoffer skal forbydes i cigaretter.

• Vanedannende dræbere i smøger skal forbydes

Tobaksindustrien skal tvinges til at skodde farlige og vanedannende tilsætningsstoffer i cigaretter.

Det mener et flertal i Folketinget, som er forargede over konklusionerne i en rapport fra Kræftens Bekæmpelse, skriver Berlingske Tidende.

Rapporten viser, at cigaretter tilsættes en lang række stoffer, som både er sundhedsskadelige og med til at øge rygernes afhængighed.

- Danmark må gå forrest og forbyde de kunstige tilsætningsstoffer i cigaretterne, siger Dansk Folkepartis sundhedspolitiske ordfører Liselott Blixt med henvisning til, at EU i syv år har diskuteret stofferne uden at gøre noget.

Nu er Dansk Folkeparti klar til at forbyde stofferne sammen med et flertal uden om regeringen. 

- Der ligger nye oplysninger fra Kræftens Bekæmpelse om, at der er skadelige stoffer i cigaretter, og det er afgørende, at det, som nu er dokumenteret, forbydes nationalt, siger sundhedsordfører Jens Peter Vernersen (S), til Berlingske Tidende.

Tobaksindustrien afviser, at stofferne alene tilsættes for at øge rygernes afhængighed. Ifølge Skandinavisk Tobakskompagni tilsættes stofferne for smagens skyld.

Hvert år mister 14.000 danskere livet som følge af rygning, der samlet set koster samfundet 28 milliarder kroner om året.

 

via Listen To News