Politimorderen, der tog sit liv
Den nat, Palle Sørensen dræber fire politibetjente, tager han også noget af sit eget liv. Han har tit ønsket, han kunne gøre som Superman, der drejede kloden rundt og spolede tiden tilbage.

• Hornbech: Palle Sørensen sad inde for længe

Den hvide bil suser af sted gennem mørket efterfulgt af blå blink og hylende sirener.

Med panik i blodet, en politibil i bakspejlet og tre pistoler ved hånden træder Palle Sørensen speederen helt i bund.

Det er uvirkeligt: Som i en film, hvor han ser sig selv og makkeren Norman Lee Bune udefra:

»Jeg husker larm, udrykningshorn, Bunes stemme fyldt med panik, men hvad han råbte, husker jeg ikke. Ud over, at vi skulle tage én (betjent; red) hver,« husker Palle Sørensen.

Spildt liv

Den nat i 1965 tager de to mænd på et splitsekund hver deres skæbnesvangre valg:

Makkeren flygter hovedkulds fra bilen gennem et buskads. Palle Sørensen bliver.

Inden natten er omme, har den 38-årige småforbryder forvandlet sig til en firedobbelt politimorder, der også ender med at tage noget af sit eget liv, erkender den nu 80-årige Palle Sørensen, der sad 33 år i fængsel for forbrydelsen.

»På en smuk dag som i dag må man som 80-årig nødvendigvis erkende, at ens liv er spildt. Og véd du hvad. Det kan jeg kun takke mig selv for. Og det er egentlig ikke nogen rar tanke,« siger Palle Sørensen i bogen Palle Sørensen - Politimorder af Frank Bøgh.

Bogen udkom mandag, godt 42 år efter, 12 skud borede sig gennem huden på fire tilfældige betjente på Amager.

Besøger betjents grav

»Hvis du vidste, hvor mange timer og dage, jeg har spekuleret på de fire politifolk, på hvad de mon tænkte og følte den nat i 1965, ligesom jeg har tænkt, i Gud ved hvor mange timer, på enkerne og deres eventuelle børn. Men hvad kan jeg gøre nu? Ingenting.«

Af og til når han alligevel er på Sundby Kirkegård på Amager for at lægge blomster til sin mor, kan han finde på at besøge en af betjentenes grav.

»For mig repræsenterer han alle fire. Og i øvrigt ved jeg slet ikke, hvor de andre ligger.«

Palle Sørensen blev benådet 71 år gammel i 1998. På det tidspunkt havde han brugt godt 44 år på at sidde i fængsel, fordi han inden drabene afsonede 11 år for nogle småforbrydelser. I dag bor han i en 70 kvadratmeter lejlighed, hvor han har bygget soveværelset om til et finmekanisk værksted med drejebænk og svejseanlæg, som blandt andet bliver brugt til at hjælpe områdets ældre med ting og sager.

På væggen i stuen hænger en fødselsdagsgave fra Bandidos-rockeren Mickey Larsen:

Et indrammet puslespil, der forestiller en palmestrand, som han fik, mens de to sad i Nyborg Statsfængsel. Altså flere år før Mickey Larsen døde, fordi hans bil blev sprængt i luften på en parkeringsplads i Glostrup.

Palle Sørensen har ikke haft let ved at tro på friheden. Flere år efter han blev løsladt, havde han det samme mareridt:

»Jeg ligger på briksen i min fængselscelle og er ekstremt nervøs. Den samme sætning bliver ved med at køre inde i mit hoved. Jeg tænker: Jeg er jo løsladt, så der er da noget, der er helt galt, hvorfor ligger jeg her? Jeg kan ikke rejse mig.«

Af og til bliver han genkendt på gaden. Som dengang, en ældre dame hvæsede din politimorder uden for et supermarked, eller dengang en tjener bad om en autograf af den kendte Palle Sørensen.

Psykopaten Palle

Gennem tiden har Palle vænnet sig til at blive kaldt psykopat – muligvis fordi den ene betjent fik et nakkeskud på klos hold, da han sad blødende på asfalten, eller fordi én af de andre blev skudt i baghovedet, da han lå på ryggen.

Og Palle Sørensen fortryder sine handlinger:

»Jeg er altid blevet kaldt en psykopat uden følelser, men det passer ikke. Det passer slet ikke.«

Palle Sørensen ville ønske, han kunne gøre lige som Supermand:

»Han kunne dreje jorden baglæns, og så kunne han komme tilbage til fortiden og ændre ting dér. (...) Jeg har tit ønsket, at jeg kunne gøre som Supermand,« siger han.

Men hvad tænkte han egentlig den nat, da han af frygt for at blive sat i psykopatforvaring drønede afsted i den hvide Simca Versailles og senere skød fire betjente?

»Jeg tænkte ikke. Jo for resten, jeg tænkte kun på at slippe væk fra det hele, intet andet. Måske græd jeg også, jeg husker det ikke rigtigt. Men det kan såmænd godt passe, det var jo ikke til at holde ud, vel?«

Denne artikel er blevet til på baggrund af Frank Bøghs bog Palle Sørensen – Politi-morder , der udkom mandag fra Ekstra Bladets Forlag.