Er du ikke rig nok, så gider banken dig ikke
Danske Bank er en af de banker, der har fået mange private banking-kunder. Foto: Colourbox
Banker vil ikke bruge tid på almindelige kunder, men vil hellere bruge tiden på de rige. Finansforbundet frygter, at det vil skabe et større skel.

De voksende private banking-afdelinger har givet de danske banker flere velhavende kunder. Finansforbundet frygter, at det vil komme til at skade de almindelige privatkunder. Det skriver EPN.dk.

"Der er en risiko for, at satsningen på de rige kunder går ud over de almindelige privatkunder. Jeg er meget bekymret for knap så formuende privatkunder," siger Michael Budolfsen, der er Finansforbundets næstformand, til EPN.dk.

Finansforbundet er bange for, at tendensen vil skade økonomien hos de almindelige privatkunder, da mulighederne for rådgivning ifølge Finansforbundet vil blive mindre.

Ingen grund til bekymring
I Danske Bank mener man dog ikke, at en stigning i antallet af private banking-kunder vil skade de andre kunder.

"I år har vi f.eks. lanceret et helt nyt rådgivningskoncept og rustet op over for unge kunder. Så i vores verden er det faktisk tværtimod. Vi satser på alle vores kunder," siger Danske Banks pressechef, Kenni Leth.

I Nordea deler man samme holdning, selvom banken de sidste fem år har oplevet en stigning på 23 procent blandt de velhavende private banking-kunder.

“Der er ingen grund til bekymring, for der er tale om forskellige forretningsområder i Nordea. Der er ikke tale om enten eller, og der er ikke nogen, der får bedre rådgivning på andres bekostning. Vi ønsker at give alle vores kunder en god rådgivning i forhold til de ønsker, som de har, og de forretninger, de gør med os som bank,” forsikrer Kristian Lund Pedersen, der er seniorkonsulent i Nordeas presseafdeling.

Større skel
Finansforbundet er alligevel bange for, at udviklingen i fremtiden vil få negative konsekvenser.

"Man trækker rådgiverne væk fra almindelige kunder. Hele filosofien i finansiel virksomhed er, at du skal udvikle dine kunder gennem god rådgivning, så kunden får en større formue og dermed vokser ind i private banking-segmentet. Hvor skal private banking-kunderne komme fra om 10 år?" spørger Michael Budolfsen.

Michael Budolfsen er bange for, at konsekvensen vil være manglende rådgivning til privatkunder, som derfor vil gå glip af mange penge. Ifølge Michael Budolfsen viser et canadisk studie, at man som bankkunde fordobler sin økonomi på syv år, hvis man får god rådgivning. Han er bange for, at den gode rådgivning til den almindelige bankkunde er ved at forsvinde.

"Man kan frygte, at vi får en større finansiel klassedeling, hvis man ikke er meget opmærksom på, at alle skal have adgang til finansiel rådgivning," siger Michael Budolfsen.

Private banking er ikke en beskyttet titel, og det varierer fra bank til bank, hvad private banking dækker over. I Nordea og Danske Bank skal man have en investerbar formue på mindst 2 mio. kr. eller en kompleks økonomi for at blive private banking-kunde.