Overraskende: Disse danskere har sværest ved NemID
Det kræver både NemID og e-boks blive ansat som flaskedreng.  Morten Langkilde/Polfoto/ARKIV
Det kræver både NemID og e-boks at få et job som flaskedreng. Men selvom unge har ry for at være født digitale genier, så halter de bagud når det handler om at få det offentlige ind på skærmen. Ny kampagne starter efter ferien

Unge har ry for at boltre sig ubesværet i det digitale univers.

Men når det kommer til offentlige IT-løsninger som NemID, e-boks og digital post, så går det dårligt.

Kun 44 procent af de 15-17-årige har anskaffet sig et NemID. Det tal ligger ellers på 90-98 procent for resten af de 18-64-årige. Kun hver tredje af de 15-24-årige kan modtage digital post. Men det holder ikke.

For mange steder er NemID og e-boks faktisk et krav for bare at kunne blive flaskedreng i det lokale supermarked,  og fra 1. november sender det offentlige al post digitalt.

De ældres stærke organisationer som Ældre Sagen har snuppet opmærksomheden ude i Borgerservice på kommunerne og sat sig først i køen til hjælp. Men de unge har også problemer.

”Vi har haft fokus på de ældre, der har svært ved IT. Men det borgerservice og biblioteker melder tilbage om de unge er blandt andet, at de har svært ved at forstå den offentlige sektor og det offentlige sprog,” siger Marianne Sørensen, kontorchef i Digitaliseringstyrelsens kontor for it-anvendelse og kommunikation.

Derfor starter Digitaliseringsstyrelsen efter ferien en kampagne for at få fat i unge.

Ældre og unge skal hjælpe hinanden

1. november skal alle kunne modtage digital post fra det offentlige, med mindre man har søgt om at blive fritaget. Skal man tjekke den, kræver det et NemID.

”De unge er digitalt parate, men alligevel kan vi se, at de halter bagud,” siger hun.

Digitaliseringsstyrelsen har opfundet nogle 'generationsmøder', som de håber kommunerne vil holde flere af.  Møderne er afholdt på højskoler tre steder i landet, hver gang med omkring 50-80 ældre deltagere og cirka 100 unge højskoleelever.

”De unge ved typisk noget om IT og de ældre har en viden om samfundet. Om hvad staten og kommunen tager sig af, og hvad restskat handler om. De kan lære hinanden noget og give den viden videre selv,” siger Marianne Sørensen.

Ideen er, at hvis de fortæller deres nye viden fra generationsmødet videre til fem personer eller mere, så den er nået ud til 900 personer.

LO: Arbejdsgivere har et ansvar for de unge

Ellers er unge helt afhængige af, om deres forældre kan hjælpe dem med at skaffe NemID og e-boks og hjælpe dem med at huske at åbne den også. Blandt andet, når de får et fritidsjob.

I LO mener Ungdomskonsulent Kasper Sand Kjær, at det er arbejdsgivernes ansvar at hjælpe ungarbejdere i gang, så der ikke bliver en social slagsside i, hvem der kan finde ud af at finde sin lønseddel på nettet.

”Som arbejdsgiver for unge har man et stort ansvar for at introducere dem for arbejdsmarkedet , og de digitale løsninger der en del af det, ” siger Kasper Sand Kjær.

Flaskedrenge skal have e-boks

I Coop, der står bag Kvickly og Brugsen-forretningerne, er de klar over problemet. De tusinder af ungarbejdere, der sorterer flasker, passer kasser og skubber vogne, får ligesom de øvrige medarbejdere deres lønseddel i e-boks.

Supermarkedskæmpen har derfor fået lavet en omhyggelig brugsanvisning. Her står, hvordan man skaffer sig NemID og e-boks, og der er numre på telefonsupport.

”Alle nyansatte får den brugsanvisning,” siger informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen.