Whistleblower: Tilskadekomne vil bestorme Mette F.
Hans Bøgesvang Riis kaldte i efteråret 2013 Arbejdsskadestyrelsen for "en pølsefabrik" i en kronik i Politiken. Den tidligere sagsbehandler sagde sit job i styrelsen op, fordi han mente, at der skete "meget graverende" fejl i sagsbehandlingen. POLFOTO arkiv
En tidligere sagsbehandler i Arbejdsskadestyrelsen forudser, at styrelsen vil blive bestormet af vrede tilskadekomne, der føler sig fejlbehandlet. Reaktionen kommer, efter at Kammeradvokaten har konkluderet, at styrelsen laver fejl på fejl.

Hans Bøgesvang Riis er en glad mand.

Den tidligere sagsbehandler er glad på de tilskadekomnes vegne, men han er også glad på vegne af medarbejderne i Arbejdsskadestyrelsen.

Årsagen til det store smil er, at Kammeradvokaten har slået fast, at den er helt gal med behandlingen af danskernes arbejdsskadesager.

Statens egen advokat har fundet så alvorlige fejl i 27 ud af 98 sager, at sagerne ikke ville holde i retten.

Han forudser nu, at Arbejdsskadestyrelsen vil blive kimet ned af vrede tilskadekomne.

"Jeg tror, at styrelsen vil blive bestormet, fordi der nu åbnes op for, at tilskadekomne kan klage over fejl i deres sager," siger whistlebloweren Hans Bøgesvang Riis.

LÆS OGSÅ: Skadet på job? Din sag kan være smækfyldt med fejl

Taskforce skal udrydde fejl

Arbejdsskadestyrelsen vil nu iværksætte en handlingsplan, der skal tage hånd om fejlene. Styrelsen vil blandt andet forstærke kvalitetskontrollen af afgørelser om erstatning, bruge ekstern specialviden og efteruddanne medarbejderne.

En særlig taskforce skal tage sig af sager, hvor den tilskadekomne har mistanke om, at der er sket fejl.

Du kan læse mere om taskforcen her.

For Hans Bøgesvang Riis er det en lettelse.

"Sagen har haft store omkostninger for mig, fordi jeg måtte sige mit job op. Derfor er jeg glad for, at Kammeradvokaten er kommet til den samme konklusion som mig - at det er stærkt problematisk, at mængden af fejl er så stor," siger han.

LÆS OGSÅ: Sygt? Tog fejl af blære- og prostatakræft

Tilskadekomne kan ånde lettet op

Advokater med speciale i sager om arbejdsskader, fagbevægelsen og tilskadekomne har kritiseret Arbejdsskadestyrelsen igennem længere tid, og nu har de altså fået ret.

Arbejdsskadestyrelsen oplyser, at styrelsen vil samarbejde med blandt andre fagforbund og advokater om at få identificeret andre sager, hvor der kan være fejl.

En af konsekvenserne af Kammeradvokatens undersøgelse er, at den ansvarlige direktør i Arbejdsskadestyrelsen nu får et andet job i styrelsen. Ifølge Hans Bøgesvang Riis er det betryggende.

"En ny direktør vil kunne sige til de ansatte, at det er fagligheden og ikke hastigheden, der er vigtig. Hvis det sker, vil der lynhurtigt ske en forandring i sagsbehandlingen," vurderer den tidligere sagsbehandler.

LÆS OGSÅ: Til grin? Far afvist med forskning om brystkræft

27 af 98 sager holder ikke i retten

 

Kammeradvokaten har undersøgt 98 sager indenfor det område, som handler om tab af erhvervsevne. De undersøgte sager er anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen efter 1. januar 2011.

 

Kammeradvokaten vurderer, at Arbejdsskadestyrelsen i 27 af sagerne ikke ville få medhold i en eventuel retssag. Kammeradvokaten vurderer desuden, at 20 af de 98 sager mangler væsentlige informationer og derfor skal genoptages.

 

Derudover vurderer Kammeradvokaten, at mange begrundelser for styrelsens konkrete afgørelser er mangelfulde og præget af fejl.

 

Kilde: Beskæftigelsesministeriet