Håndværkere henvises til naboens toilet
3F mener, at det er grænseoverskridende, at håndværkere er nødsaget til at gå på toilettet hos private. Foto: THOMAS LARSEN/POLFOTO
Håndværkere skal bruge kundens toilet i arbejdstiden. Grænseoverskridende, mener 3F. Dansk Byggeri og Dansk Håndværk afviser kritikken.

Selv om der er håndværkere, der ikke bryder sig om at benytte kundernes toiletter, når de arbejder ved en større byggeopgaver hos private, er der svært at komme uden om.

For hvis mester har en aftale med kunden om, at firmaets ansatte kan benytte toilettet til småt og stort og det i øvrigt lever op til hygiejnisk standard, så et det her håndværkeren skal forrette sin nødtørft, skriver entreprenør- og håndværkeavisen Mester Tidende.

Chefkonsulent for bygge- og anlægs-området i Arbejdstilsynet, Kell Guldager Petersen bekræfter over for bladet, at det altid er arbejdsgiverens ansvar at sørge for, at toiletterne lever op til reglerne.

Gør de det, er det i orden at henvise håndværkerne til at bruge toilettet hos private.

Mange håndværkere kvier sig imidlertid ved at benytte kundens private toilet, især når de skal stort. Det kan nemlig ofte både høres og lugtes. Og så er det at gå på toilettet en forholdsvis intim situation.

Arbejdsmiljøkonsulent i Byggegruppen i 3F, Freddy Hansen mener, at arbejdsgiverne bør have mere fokus på deres ansattes velfærd og for eksempel i højere grad anvende letvogne med de nødvendige toiletfaciliteter, da brug af kundens toilet kan være grænseoverskridende for mange svende.

Arbejdsgiverorganisationerne Dansk Byggeri og Dansk Håndværk kan ikke se problemer ved, at håndværkerne benytter kundens toilet.

- Det er bestemt vores indtryk, at det fungerer fint i praksis, siger arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri, Mette Møller Nielsen til Mester Tidende.

Administrerende direktør Erik Møbius hos Dansk Håndværk mener, at forslaget om flere letvogne med toiletter er overbudspolitik.

- Det er ikke realistisk. Det vil jo betyde, at en mester skal investere et større beløb. Hvis han eksempelvis har fem sjak med tre medarbejdere. Så skal han investere i fem letvogne. Det er en dyr investering. Og så ville det jo også være fuldstændigt uoverskueligt at finde parkeringspladser i den indre by, siger han til Mester Tidende.

via Listen To News