Sygt? Tog fejl af blære- og prostatakræft
Peter Pedersen blev 54 år. Han fik kræft i blæren efter mange års arbejde som brandmand. Arbejdsskadestyrelsen har givet ham afslag på erstatning, men har brugt den forkerte diagnose som begrundelse. PRIVATFOTO
Brandmand Peter Pedersen døde for fire år siden af kræft i blæren. Hans pårørende har for nylig fået afslag på erstatning. Et afslag, der har chokeret dem. Arbejdsskadestyrelsens diagnose er nemlig en anden end lægernes.

Maja Rohde var 19, da hendes far blev begravet.

"Jeg havde ikke forestillet mig, at der ville være så mange blomster og brandmænd i kirken," siger hun.

Peter Pedersen døde af kræft i blæren i september 2010. Kræften blev konstateret få måneder forinden.

"Han vidste, hvor det bar hen, men han var bange," siger Mai-Britt Pedersen, der er brandmandens enke.

I foråret 2013, da sorgen var lidt på afstand, anmeldte de efterladte kræften til Arbejdsskadestyrelsen. I februar fik familien svar. Et svar, der chokerede enken og de tre børn.

"Jeg blev vred. Det var som om, at min far bare var et nummer eller et navn på et stykke papir. Men han var meget mere end det," siger Maja Rohde.

"Det er skrivebordsmennesker"

Årsagen til datterens vrede var myndighedernes begrundelse for at give afslag på erstatning.

Arbejdsskadestyrelsen skriver nemlig, at brandmænd ikke kan få erstatning for prostatakræft. Men Peter Pedersen led af kræft i blæren ikke i blærehalskirtlen, som prostataen også kaldes.

"Det er skrivebordsmennesker. Jeg føler ikke, at de har forstand på det, de laver. Det er ufølsomt," siger Mai-Britt Pedersen, der ligesom datteren har gået til psykolog for at tale om tabet.

Hendes mand burde have adgang til erstatning for kræft, fordi hans sygdom står på det, der kaldes Erhvervssygdomsfortegnelsen. Men indtil nu har Arbejdsskadestyrelsen baseret sin sagsbehandling på en forkert diagnose.

Og det er ikke første gang. I dag bringer Avisen.dk en artikel, hvori jurister og en tidligere sagsbehandler kritiserer styrelsen for at træffe forkerte afgørelser.

LÆS OGSÅ: Kritik: Sjusk koster tilskadekomne kassen

Lille familie mod stort system

Peter Pedersen var brandmand ved Københavns Brandvæsen i 25 år. Maja Rohde husker tydeligt, hvordan han så ud, når han kom hjem efter en ildebrand.

"Han var helt sort i hovedet af sod. Han lignede en minearbejder, selvom han havde haft maske og åndedrætsværn på," forklarer datteren, der er sikker på, at kræften hænger sammen med brandmandsjobbet.

Hvis hendes far havde været brandmand i Australien, havde han fået erstatning.

Herhjemme siger Arbejdsskadestyrelsen ifølge familien, at styrelsen overvejer at genoptage sagen. Det undrer familien, når det er myndigheden selv, der har begået en fejl.

"Jeg føler mig magtesløs," siger Maja Rohde, der fører sagen på vegne af sin mor.

Før han døde, fik Peter Pedersen en ny blære. Operationen gjorde ham ikke rask, men den tog de værste smerter. Derfor chokerer det familien, at Arbejdsskadestyrelsen har taget fejl af to diagnoser.

"Min far blev taget fra mig. Jeg har en trang til at få retfærdighed. Derfor bliver jeg ved med at kæmpe, selvom det er svært at samarbejde med en myndighed, der ikke lader til at tage tingene særligt alvorligt," siger Maja Rohde.

"Peter ville gerne have haft fem år mere, men han fik kun nogle få måneder. Han var en retfærdighedens mand. Derfor er det i hans ånd, at vi ikke giver op," siger Mai-Britt Pedersen.

Styrelse erkender: En ommer

Efter at Avisen.dk er gået ind i sagen, har Arbejdsskadestyrelsen besluttet sig for at revurdere sagen.

Styrelsen vil dog ikke stille op til et egentligt interview, selvom Avisen.dk har en fuldmagt fra de pårørende.

"Jeg har stor forståelse for, at de efterladte har brug for en afklaring af sagen på et ordentligt grundlag. Derfor er det meget beklageligt, at den korrekte diagnose ikke fremgik af den første afgørelse. Så snart vi blev opmærksomme på fejlen, genoptog vi sagen," skriver Merete Roos, der er chefkonsulent i Politisk Juridisk Sekretariat i Arbejdsskadestyrelsen.

Peter Pedersen blev 54 år.