Danskere: For meget kontrol af ledige
Jobcentre og a-kasser kontrollerer de ledige for meget, mener danskere i ny undersøgelse. (Arkivfoto) (Foto: Foto: Per Rasmussen Polfoto)
LO kræver mere tillid til de arbejdsløse og mindre kontrol. Kravet vil regeringen gerne honorere, men hvordan vil de ikke ud med endnu.

A-kasserne og jobcentrene møder de ledige med kontrol, kontrol og atter kontrol.

Sådan lyder det i hvert fald fra langt de fleste danskere i en ny stor undersøgelse, som Gallup har lavet for LO.

For at en ledig kan modtage dagpenge, er der en række krav, der skal opfyldes. Men a-kasserne bruger for meget krudt på at tjekke, at alt er, som det skal være. Det siger 56 procent af de adspurgte i undersøgelsen, mens 30 procent finder kontrollen tilstrækkelig.

Vil man i den kommende beskæftigelsesreform lytte til danskerne i undersøgelsen, så kan man få et meget bedre beskæftigelsessystem, lyder det fra LO

- Folk vil rigtig gerne arbejde, og det synes jeg også, at vores beskæftigelsessystem skal stole på. Selvfølgelig skal folk stå til rådighed, men hvis vi nu brugte mere energi på at få folk i varig beskæftigelse end at fare rundt og kontrollere dem, så tror jeg, at vi vil få et meget bedre system, siger LO-sekretær Ejner K. Holst til Newspaq.

I Socialdemokratiet er man enige med de adspurgte i undersøgelsen. Bureaukratiet har taget over, mener beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen.

- Jeg hører både ansatte i jobcentre og i a-kasser klage over, at systemet er for bureaukratisk. Derfor tror jeg også, at vi kommer til at snakke afbureaukratisering til forhandlingerne om den nye beskæftigelsesreform, siger han til Newspaq og slår fast, at man skal have mere tillid til de ledige.

Der ventes fortsat på, at regeringens forslag til en ny beskæftigelsesreform ser dagens lys. Måske er det også derfor, at Leif Lahn Jensen ikke vil komme med nogen konkrete bud på, hvordan man kan sænke kontrollen af de ledige. Han antyder dog, at der kan komme mere frihed til de ledige.

- En af de ting jeg kan sige, er, at de arbejdsløse, der godt kan selv, skal have lidt friere hænder til at stå i spidsen for deres egen arbejdsløshed. Men hvor meget det fylder i vores udspil, ved jeg slet ikke endnu, slutter Leif Lahn Jensen.

Det ventes, at regeringen kommer med sit udspil, inden politikerne går på sommerferie.

via Listen To News