Dødsensfarligt: Pædagoger hev børn over spor
Flere vidner så forfærdede til, da to pædagoger krydsede sporene med 17 børn efter sig. Randersidag.dk
Pædagoger skød genvej og hev 17 børn med sig over sporet.

En helt almindelige skoleudflugt kunne være endt i en tragedie, da to pædagoger forleden valgte at krydse intet mindre end otte jernbanespor med 17 børn efter sig.

Hændelsen skete i Randers tirsdag eftermiddag og blev overværet af flere øjenvidner. Det skriver lokalmediet Randersidag.dk.

Efter et pandekage-arrangement i bymidten valgte de to pædagoger fra Hobrovejens Skoles SFO at skyde genvej over skinnerne

Det er ellers tydeligt markeret med skilte, at det er strengt forbudt at krydse sporene, hvor der ofte kommer gennemkørende tog med en hastighed på 80 km/t.

Sure forældre

Episoden har fået sindene i kog blandt børnenes forældre, der onsdag formiddag holdt møde.

"Vi som forældre er meget rasende over det, der er sket - at de som voksne sætter vores børns liv på spil," siger Trine Olesen, der selv har en datter i SFO'en, til Randersidag.dk.

Skolechefen i Randers Kommune, Torben Bugge, ser på sagen med stor alvor, men vil ikke komme nærmere ind på, hvad der skal ske med de to pædagoger.