For Jørgens skyld: "Jobbet er en dræber"
I sensommeren begravede Poul Larsen (til højre for kisten) sin tvillingebror. Jørgen Larsen døde, fordi han havde en kræftsvulst i hjernen, som lægerne ikke var i stand til at fjerne. Rikke Dyrberg
Bror til kræftdød brandmand kritiserer beskæftigelsesministeren for at sylte syge brandmænd. Han vil have handling frem for forskning.

"Jeg har mistet halvdelen af mig selv," siger Poul Larsen, der lagde sin tvillingebror i graven for fem måneder siden.

Broren døde af kræft. Da han var døende, stod han frem på Avisen.dk, fordi han var sikker på, at lægernes dødsdom skyldtes et langt liv som brandmand.

Det er Poul Larsen også. I flere generationer har der ikke været skyggen af kræft i familien, men nu er broren altså død af kræft, og Poul Larsen selv har diagnosen hudkræft.

De to har været brandmænd i 65 år tilsammen.

"Jobbet er en dræber," siger han.

Fordi Poul Larsen har set sin døende tvillingebror kæmpe forgæves for erstatning, er han skuffet over, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) nu sætter gang i to nye forskningsprojekter.

Han havde håbet, at debatten havde givet landets brandmænd en særlov med ret til erstatning, hvis de får visse kræftformer. Sådan er det i dag i Australien og i de fleste stater i Canada og USA.

"Nu kan politikerne lukke munden på brandmændene og sige, at de gør noget. Det bliver en syltekrukke. Der kommer jo til at gå en hulens masse år, før der rent faktisk sker noget," siger han.

"Den dybe tallerken er opfundet"

Flere store internationale forskningsprojekter har dokumenteret, at der er en overdødelighed blandt brandmænd på grund af kræft, så Poul Larsen har svært ved at forstå, at danske forskere skal bruge tid på endnu et projekt.

"Den dybe tallerken er opfundet. Hvorfor ikke bruge den? Andet er jo spild af tid," mener han.

Den australske særlov blev til, fordi politikerne besluttede, at den eksisterende forskning var tilstrækkelig. De mente, at de og samfundet som sådan havde "en moralsk pligt" til at tage hånd om kræftsyge brandmænd.

"De har været fornuftige og menneskelige. Det er de ikke herhjemme. Her er de så forstokkede," siger Poul Larsen og uddyber:

"Hvis de havde tilbragt lige så meget tid sammen med en døende brandmand, som jeg har, så havde de ikke tøvet."

Ifølge ham vil en erstatning være mere end et økonomisk plaster på såret.

"En erstatning havde givet min bror ro. I stedet blev den sidste tid stressende. Det var en barsk kamp," forklarer han.

For Jørgens skyld

Poul Larsen føler ikke, at de danske politikere tager brandmændene og deres risikofyldte job alvorligt.

"En ting er, hvad de rent teoretisk tror, at der sker. Men vi ligger og roder rundt på brandtomterne, mens de kræftfremkaldende stoffer trænger ind igennem dragterne. Det er en helt anden virkelighed," siger han.

Han frygter, at kolleger ikke når at få den retfærdighed, som de - efter hans mening - har krav på.

"Syge brandmænd risikerer at dø, før forskerne er færdige. Det er respektløst. De har givet alt for at redde andre, men der er ingen, der kommer og redder dem," siger Poul Larsen, der ikke har tænkt sig at give op.

"Jeg kæmper videre - for Jørgens skyld."