Sekretær: Kommunens jobhjælp knækkede mig
Jessie Eriksen fik ikke meget andet end to jobsøgningskurser, da hun var arbejdsløs i Ikast-Brande Kommune. På kurserne sad hun for det meste og gloede ud i luften, fordi computerne tit var i stykker. PRIVATFOTO
Ikast-Brande Kommune kommer ind på en tredjesidste plads, når det kommer til at få arbejdsløse i job. Det kan en 42-årig advokatsekretær godt forstå. Det var kommunens "hjælp", der fik hende til at knække psykisk, mener hun.

Hun er nyuddannet advokatsekretær med et barselsvikariat plus erhvervserfaring som pædagog på CV'et.

Hun vil gerne lære nyt og arbejde frivilligt, men hun mener ikke, at hendes tidligere hjemkommune har givet hende lov.

Så selvom 42-årige Jessie Eriksen har været på arbejdsmarkedet før, har søgt et utal af stillinger og har masser af gåpåmod, så er hun lige kommet på kontanthjælp, fordi hun ikke kan få et job.

En af forklaringerne er ifølge hende selv, at de kommuner - heriblandt Ikast-Brande - som hun har boet i, har gjort meget lidt for at hjælpe hende ud af arbejdsløsheden.

Se, hvor på listen din kommune ligger her.

Faktisk følte advokatsekretæren, at hun knækkede psykisk, da hun søgte job med "hjælp" fra Ikast-Brande Kommune.

"Jeg blev sendt på det samme jobsøgningskursus to gange. Vi sad bare og gloede ud i luften. Vi måtte for eksempel ikke søge job. Vi måtte kun søge praktikpladser. Kurset varede i ti uger. Min motivation gik helt ned på det," forklarer Jessie Eriksen.

Borgeren i centrum, tak!

Jessie Eriksen flyttede til Ikast-Brande fra Horsens. Nu er hun flyttet tilbage til udgangspunktet i håbet om at få et job.

"På et tidspunkt insinuerede min jobkonsulent i Ikast-Brande, at jeg skulle tage mig sammen. Så spurgte jeg ham: Hvad har du egentlig at tilbyde mig? Han svarede: Jeg skal ikke gøre noget. Det er dig, der skal gøre noget," siger hun.

Den arbejdsløse jyde er skuffet over, at kommunen ikke var mere pro-aktiv i forhold til at få hende væk fra passiv forsørgelse.

Hun mener selv, at hun har gjort meget for at få et fast job. Hun var for eksempel i virksomhedspraktik på rådhuset, men fik kun lov til at brygge kaffe og vande blomster, fortæller hun..

"Den enkelte borger skal mere i centrum, hvis du spørger mig. Det kan godt være, at kommunerne skal spare penge, men noget må de gøre. Det eneste, jeg kan skrive på mit CV, er jobsøgningskurser. Hvis jeg havde fået lov til at lave frivilligt arbejde, så kunne jeg i det mindste skrive det på CV'et," siger Jessie Eriksen, der søger mange forskellige administrative job.

Da kommunen ville sende hende på det samme - ifølge Jessie Eriksen indholdsløse - jobsøgningskursus tredje gang, satte hun foden ned.

"Jeg argumenterede og insisterede for at få et andet tilbud," siger hun.

Efter at have tryglet om at komme på et forløb for kontanthjælpsmodtagere på en lokal idrætsdaghøjskole fik hun endelig lidt medvind.

"Til sidst sagde kommunen ja til at betale mit kursus, selvom jeg på det tidspunkt stadigvæk var dagpengemodtager. Det gjorde en forskel. På skolen rejste jeg mig igen psykisk," siger hun.

"Uværdig" jobhjælp

Jessie Eriksen, der er alenemor, beskriver jobhjælpen fra Ikast-Brande Kommune som "uværdig".

Hun er ikke overrasket over, at kommunen får en bundplacering, når det kommer til at få arbejdsløse i job. Kommunen er kun bedre end Syddjurs og Ballerup Kommune til at få folk ud af arbejdsløshed.

"Jeg er lettet over, at jeg ikke skal lægge arm med kommunen længere. Horsens Kommune er ikke et paradis for arbejdsløse, men der sker lidt mere her end i Ikast-Brande," siger hun.

Hun går nu efter en tredje uddannelse.

"Jeg vil gerne være lægesekretær. Der er stor mangel på dem, så jeg håber, at en tredje uddannelse kan få mig ud af arbejdsløshedskøen," siger kvinden, der som nævnt er både advokatsekretær og pædagog af uddannelse.

Arbejdsmarkedschefen i Ikast-Brande Kommune vil ikke kommentere den konkrete sag.

"Jeg mener, at vores jobcenter gør en god indsats. Der vil altid være enkelttilfælde, hvor en borger har en anden oplevelse, men generelt mener jeg, at vi kan være vores indsats bekendt," siger Birgit Thorup.

Top fem fra bunden

 

De fem kommuner, der ifølge forskere har det laveste serviceniveau inden for beskæftigelse herhjemme, er:

 

1. Syddjurs 0,67

2. Ballerup 0,70

3. Ikast-Brande 0,73

4. Kerteminde 0,73

5. Odder 0,74

 

Kilde: KORA's notat om kommunal benchmarking