Gab! Hver femte dansker piver over mødetiden
COLOURBOX
Mange danskere føler, at de møder på job enten for tidligt eller for sent i forhold til deres døgnrytme. Det skal tages seriøst. siger eksperter.

"Gid jeg kunne møde en time senere på jobbet, så jeg kunne sove ud!"

Hvis du ofte har den tanke, er du ikke alene.

Flere end hver femte dansker føler, at de møder enten for tidligt eller for sent i forhold til deres døgnrytme. Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Avisen.dk.

Det er rigtigt ærgerligt, mener Camilla Kring, formand for B-samfundet, der kæmper for mere fleksible mødetider.

"For mange mennesker betyder det sindssygt meget for både deres produktivitet og livskvalitet at kunne møde, når de er udhvilede," siger hun.

I undersøgelsen svarer 12 procent, at de hellere vil møde senere, mens ni procent foretrækker at møde tidligere.

Ikke et forkælet ønske

Selvom det kan lyde forkælet hellere at ville arbejde på et andet tidspunkt af døgnet, er det noget, vi skal tage seriøst.

Det mener Anne Garde, arbejdsmiljøforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Hun har erfaring med forsøg, hvor medarbejdere selv vælger arbejdstiden.

"Vores erfaring er, at medarbejderne blev gladere og havde færre symptomer på stress. De kunne bedre få arbejde og familieliv til at gå op, og de følte sig mere udhvilede. Samtidig var de mere engarerede og gav på den måde arbejdspladsen en masse igen," fortæller Anne Garde.

Det kan de nikke genkendende til på Kirke Stillinge Plejecenter i Slagelse, hvor forsøget blev gennemført. Siden 2010 har medarbejderne selv bestemt arbejdstiden ved at booke vagter i et skema.

"De er blevet gladere og har mindre sygefravær. Nogle lægger vagterne, så det passer med familielivet, andre så det passer med døgnrytmen," siger Lilian Nielsen, der er leder af afdelingen.

Stressende at være 'skæv'

Hvis ansatte møder på tidspunkter, der passer hjerne og krop meget dårligt, kan det få konsekvenser for deres helbred. Især b-mennesker rammes på sundheden, fordi de ender med at få for lidt søvn.

"Mange b-mennesker har svært ved at falde i søvn tidligt, selvom de går tidligt i seng. De lever nærmest i en slags socialt jetlag. For dem kan det betyde, at de konstant er i søvnunderskud, hvis de samtidig er tvunget til at møde tidligt," siger Anne Garde.

Undersøgelser har vist, at mennesker, der sover for lidt, har større risiko for depression, hjertekarsygdomme, diabetes og for tidligt død.

En skæv mødetid i forhold til døgnrytmen kan desuden være en stressfaktor. Det siger stresscoach Lene Marie Jensen.

"Hvis man i forvejen er under pres, kan man blive mere stresset af at skulle møde tidligt. Både fordi man får for lidt søvn, og fordi man føler, at der er for få timer i døgnet. Og så er manglende fleksibilitet på arbejdspladsen generelt med til at stresse," siger hun.

Hun anbefaler, at ansatte, der arbejder skævt i forhold til deres døgnrytme, skal mærke efter, hvor meget det påvirker dem. Hvis mødetidspunktet går for meget ud over deres livskvalitet, bør de prøve at finde et arbejde med mødetider, der passer dem bedre.

Op lille Hans!

I B-samfundet så formanden gerne, at der kommer flere arbejdspladser med fleksible mødetider.

"Både for arbejdspladsen og medarbejderen vil det give god mening, at ansatte arbejder på det tidspunkt af døgnet, hvor energiniveauet peaker," siger formand Camilla Kring.

De to største forhindringer for fleksible arbejdstider er imidlertid slet ikke arbejdspladserne, tilføjer hun.

"Det ligger meget i vores kultur at hylde dem, der står tidligt op, mens man bliver set på som doven, hvis man først går i gang senere - uanset om man så laver lige meget," siger hun.

"Og så nytter det heller ikke, at arbejdspladserne indfører fleksible arbejdstider, hvis skolerne stadig starter klokken otte," pointerer Camilla Kring.

Sådan spurgte vi:

Analysebureauet Wilke har på vegne af Avisen.dk spurgt 405 repræsentativt udvalgte danskere i job:

 

Hvordan passer dine mødetider på dit job i forhold til din døgnrytme?


  • Jeg ville gerne møde tidligere - 9 procent
  • Jeg møder på det perfekte tidspunkt - 74 procent
  • Jeg ville gerne møde senere - 12 procent
  • Ved ikke - 6 procent

 

Det fremgår ikke af meningsmålingen, hvornår de adspurgte møder.