Kineserne indleder landets længste rumrejse
Tirsdag sender Kina astronauter på en 15 dages rumrejse, og inden for syv år skal kineserne lande på månen.

Kina indleder tirsdag landets mest omfattende rummission til dato - et nyt skridt i kinesernes ambitiøse rumprogram.

Rumskibet Shenzhou-10, der betyder "guddommeligt skib", skal lette lidt før middagstid tirsdag fra Jiaquan-basen i Gobi-ørkenen i den nordvestlige del af Kina.

Rejsen er planlagt til at vare 15 dage, fortæller en talskvinde for Kinas rumprogram Wu Ping.

Med på rejsen er en kvindelige astronaut - det er anden gang, det sker i Kina. Den 33-årige Wang Yaping er uddannet pilot i luftvåbnet.

Missionen er promoveret grundigt i de kinesiske medier, og billeder af de tre piloterne har fået massiv eksponering i landet.

Undervejs på missionen vil Wang undervise skolebørn via et videolink.

- Når det gælder universet, er vi alle studerende. Vi ser frem til at skabe kontakt til vore unge venner, så de kan lære og udforske det mystiske og smukke univers, sagde Wang Yaping på en pressekonference mandag.

Kina sendte mennesker ud i rummet første gang i 2003, og landet halter fortsat efter USA og Rusland på området.

Men kineserne har travlt. Deres plan er at have en mand på månen og sende en rumstation i kredsløb inden år 2020.

/ritzau/AFP