Her er blækspruttens fem farlige stressfælder
Se om du kan genkende din arbejdsdag i stresscoachens fem særligt belastende stresstilfælde. Foto: Colourbox
Tonsvis af arbejdsopgaver? Pas på, du ikke får stress! Her er fem klassiske stressfælder.

Mere end seks ud af ti danskere blevet oplært til at varetage ekstra funktioner på deres nuværende arbejde. Det viser en ny undersøgelse fra Aalborg Universitet.

Dermed  er Danmark på godt og ondt blevet en nation af blæksprutter på jobbet.

Stresscoach Tina Tangdal udpeger derfor her fem situationer, hvor blæksprutten skal passe særligt på.

Nyt job

Du er særligt udsat, når du er helt grøn i jobbet. Dine nye kolleger er vant til at læsse opgaver af på 'deres' blæksprutte, og de tager måske ikke meget notits af, at der er kommet et nyt ansigt til.

Sådan undgår du stress

Vær imødekommende og sig 'hej' til dine nye kolleger. Sådan sikrer du, at blive set på som et menneske og ikke bare som en blæksprutte, der løser opgaver.

Når stress er tabu

Alt for få ledere er i stand til at opfange signaler om stress fra deres medarbejdere. Typisk er de ikke uddannede til det, og alt for ofte er stress ligefrem et tabu på arbejdspladsen.

Sådan gør du

Det kan være meget, meget svært at henvende sig til sin chef, hvis man er ved at blive stresset. Ikke desto mindre er det præcis, hvad du er nødt til at gøre. Men overvej først din situation.

Hvis du er stresset, så er dine følelser ude af balance. Derfor kan du have svært gøre rede for din stress-situation, og måske lader du chefen negligere dine problemer. Og så du går tomhændet fra samtalen!

Eller omvendt, du tænder helt af, hvis chefen ikke respekterer dig.

Derfor kan du tage en tillidsmand eller kollega med til samtalen. Vedkommende skal både 'stive dig af', men også hjælpe med at gøre dig forståelig over for chefen.

Ekstra opgaver

Hvis du får ekstra arbejdsopgaver, og der ikke sker en omlægning eller reduktion i dine samlede arbejdsopgaver, kan du få for meget af lave. Det sker ofte, fordi ledelsen ikke sætter sig ind i, hvor meget ekstra arbejde de egentlig pålægger deres medarbejdere.

Det gør du

Lav en liste over dine opgaver. Du behøver ikke være super detaljeret. Skriv så, hvor lang tid du bruger på hver af opgaverne. Så har du noget helt konkret du kan tage i hånden og gå til din chef med. På denne måde viser du vilje til at skabe overblik, og din chef bliver mere villig til at samarbejde.

Fyringer

Mange omtaler deres nye opgaver, som 'noget de arver'. De ekstra arbejdsopgaver kommer ofte i kølvandet på fyringer, og derfor kan man blive provokeret, føle ubehag og afmagt.

Sådan kommer du videre

De fleste tænker ikke over, hvorfor de 'arvede' opgaver giver en dårlig smag i munden. Men det er du nødt til. Erkend, at du nu laver en tidligere kollegas job, og slug så den bitre pille. Ellers er du en omvandrende krudttønde på kontoret.

Brokkultur

Mange medarbejdere er hurtige på aftrækkeren, så snart der tales forandringer. I en brokkultur er alt nyt per definition noget skidt. Hvis vi antager, at 50 procent af stressen sidder mellem ørerne på os, så gælder det også om ikke at tale stressen op gennem automatisk brokkeri.

Derfor skal brok stoppes

Vær konstruktiv, når der sker forandringer på dit arbejde. Positive mennesker føler sig ikke instinktivt truet af forandringer og dermed vil forandringer langt oftere medføre noget godt.

via Listen To News