Hård kritik: Mette F's folk svigter dødssyge
Arbejdsskadestyrelsen, der hører under beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), fejlbehandler døende brandmænd. Det mener en talsmand for 25.000 canadiske brandmænd, der har været med til at ændre loven i Australien, Canada og USA, så brandmænd automatisk får arbejdsskadeerstatning for 12-14 kræftformer. POLFOTO arkiv
Talsmand for 25.000 canadiske brandmænd, der er hædret af Storbritanniens Dronning Elisabeth II, kritiserer den danske stat for at fejlbehandle sager om kræftramte brandmænd. Arbejdsskadestyrelsen afviser kritikken.

Han siger det, som døende brandmænd tænker:

"Den danske stat siger nej til alle brandmænd, der søger om erstatning for arbejdsrelateret kræft, fordi det er lettere og billigere end at fordybe sig i de enkelte sager."

Den skarpe kritik af danske myndigheder kommer fra Alex Forrest, jurist og talsmand for 25.000 canadiske brandmænd, som har været i Danmark for at oplyse Folketingets politikere om de konsekvenser, cancer har for brandmænd.

Den internationale ekspert retter nu en skarp kritik af myndighedernes nølende holdning til at anerkende kræft som erhvervssygdom blandt brandmænd.

"Danske brandmænd dør af kræft, som de har fået på jobbet, uden nogen som helst chance for at få en erstatning. Konsekvensen er, at deres sidste tid bliver et helvede, fordi de stresser over, hvad der skal ske med deres familie, når de er væk," lyder den barske konklusion fra Alex Forrest.

Kun én dansker har fået erstatning

Siden efteråret har Avisen.dk stillet skarpt på overdødelighed blandt brandmænd, og kunne så sent som i går fortælle om et Falck-værksted i Nordjylland, hvor halvdelen af medarbejderne er ramt af kræft.

Men indtil nu er der kun én brandmand, der har fået ja til erstatning, selv om over 100 har anmeldt kræft som en erhvervssygdom.

Sådan er det ikke alle steder. I 15 år har Alex Forrest kæmpet for at få anerkendt en række kræftformer som erhvervssygdomme for brandmænd, og kampen har ikke været forgæves.

I Canada giver 14 kræftformer nu automatisk ret til erstatning. I Australien er tallet 12.

Dronning Elizabeth II af Storbritannien har hædret ham for kampen mod brandkræft med en medalje.

Nu har dronningens helt altså kastet et kritisk blik på Danmark. Og der er nok at komme efter.

"Brandmænd risikerer deres liv for at beskytte borgerne. Det burde ikke være sådan, at en syg brandmand skal bekymre sig om, hvad der sker med hans familie, hvis han dør af kræft, men sådan er det i Danmark," siger Alex Forrest, der har været i landet for at oplyse især Folketingets politikere om de konsekvenser, cancer har for brandmænd.

Juristen har også været i dialog med Arbejdsskadestyrelsen, som han ikke har meget til overs for.

"Sagsbehandlerne har i forvejen store bunker på skrivebordet og få ressourcer. Der er nul omkostninger og nul anstrengelser ved blankt at afvise alle. Jeg har set det samme i andre lande," siger Alex Forrest.

Helt: Danmark bruger vildledende forskning

Den internationale ekspert mener, at de danske embedsmænd baserer deres afslag på vildledende forskning.

Arbejdsskadestyrelsen bruger en rapport fra IARC - International Agency for Research on Cancer - under Verdenssundhedsorganisationen, når den vurderer, om en brandmand har fået kræft på jobbet eller ej.

Men ifølge Alex Forrest fortæller rapporten ikke sandheden om sammenhængen mellem kræft og brandmandsfaget.

"IARC regner frivillige brandmænd med i deres rapport, og det er et problem, fordi frivillige ikke udsættes for nær så mange kræftfremkaldende stoffer som professionelle brandmænd. De frivillige tager altså toppen af resultatet. Det er der, IARC fejler," siger han og uddyber:

"Jo flere brande, du er med til at slukke, desto højere er din risiko for at få kræft."

Brandfolkenes Organisation, der primært repræsenterer københavnske brandmænd, bakker op om kritikken.

"Arbejdsskadestyrelsen er tilsyneladende mere interesseret i at afvise end i at anerkende den mest relevante viden," siger næstformand Tommy Kjær.

Ignorerer kæmpe forskningsprojekt

Alex Forrest mener, at Arbejdsskadestyrelsen ignorerer et forskningsprojekt lavet af den anerkendte amerikanske professor LeMasters, der involverer 110.000 professionelle brandmænd.

Hvor IARC konkluderer en "mulig" sammenhæng mellem brand og kræft, finder det store amerikanske studie en "sandsynlig" sammenhæng mellem fire kræftformer og brand. I otte yderligere tilfælde vurderes sammenhængen som "mulig".

"Det giver ingen mening, at de danske myndigheder baserer deres beslutninger på en enkelt forskningsrapport. Rapporten fra IARC er kun en brik i puslespillet. Det er ikke den eneste brik," siger Alex Forrest.

Styrelse: Vi kigger også på Canada

Arbejdsskadestyrelsen afviser kritikken.

Avisen.dk ville gerne have haft et interview med styrelsen, men har kun fået et skriftligt svar.

Her skriver den faglige vicedirektør, at styrelsen bruger IARC-rapporten, fordi IARC er "den førende autoritet i verden".

"IARC's monografier (videnskabelige værker, red.) bygger på analyser af relevant forskning i hele verden og inkluderer også den nævnte undersøgelse af LeMasters samt en tidligere undersøgelse af Guidotti," skriver Jesper Hartvig Pedersen.

Han forholder sig ikke til kritikken fra Alex Forrest, men understreger, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har beordret styrelsen til blandt andet at indsamle erfaringer fra Canada.

"Derudover undersøger vi, hvordan man i udlandet håndterer sager om brandfolk og kræft," skriver den faglige vicedirektør.

Skarp kritik

 

"Brandmænd risikerer deres liv for at beskytte borgerne. Det burde ikke være sådan, at en syg brandmand skal bekymre sig om, hvad der sker med hans familie, hvis han dør af kræft, men sådan er det i Danmark."

 

Alex Forrest, talsmand for 25.000 canadiske brandmænd