Minister har fået nok: Ny plan mod brandkræft
”Brandmændene og jeg som ansvarlig minister ved godt, at det er farligt arbejde, og at der er en risiko forbundet med det. Men den risiko skal vi have minimeret så meget, vi overhovedet kan," siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S). Polfoto: Johnny Frederiksen
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) er ikke tilfreds med Arbejdstilsynets indsats over for brandmænd. "Vi har brandfolk, der får kræft. Det er så alvorligt, at vi er nødt til at handle fremadrettet," siger ministeren.

Tilsynet med de danske brandmænds sikkerhed har ikke været godt nok. Det erkender beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), der nu lancerer en række konkrete tiltag, der skal minimere brandfolks risiko for at få kræft.

Det sker efter, at Avisen.dk i en artikelserie har afsløret en øget kræftforekomst og et manglende tilsyn med brandmænd. Blandt andet har en række konkrete sygdomshistorier gjort indtryk på ministeren.

"Vi har brandfolk, der får kræft. Det er så alvorligt, at vi er nødt til at handle fremadrettet. Jeg skærper nu indsatsen blandt brandmænd på en lang række områder. Nu rykker det," siger Mette Frederiksen.

Det betyder blandt andet, at Arbejdstilsynet ikke længere kan holde sig væk fra de farlige dele af brandmandsarbejdet, men fremover skal med på udrykning.

Desuden bliver Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen pålagt at inddrage international forskning og vurdere, hvordan der kan tages bedre højde for ny viden i myndighedernes tilsyn med brandmændenes arbejdsmiljø og behandling af deres arbejdsskadesager.

Myndigheder frikender sig selv

Ministerens udmelding kommer efter, at Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen netop har frikendt sig selv i en redegørelse, som ministeren bad om i november.

Redegørelsen skulle blandt andet svare på, om Arbejdstilsynet havde vejledt og informeret i et tilstrækkeligt omfang om brandmænds overdødelighed på grund af kræft.

"Det vurderer Arbejdstilsynet selv, men jeg stiller mig ikke tilfreds," siger Mette Frederiksen og uddyber:

"Når vi kan se, at der er brandmænd, der udvikler kræft, og at der tilsyneladende er en overhyppighed af kræfttilfælde, så bliver vi nødt til at forfølge det spor. Det kan ikke nytte noget, at man bliver syg af at gå på arbejde."

Den skærpede indsats medfører også et øget tilsyn med de skoler, der uddanner brandfolk, så alle brandmænd bliver oplært i korrekt brug og rensning af beskyttelsesudstyr.

Ministeren har desuden pålagt Arbejdstilsynet at lave specialtilsyn på alle brandstationer inden udgangen af 2013. På disse besøg skal Arbejdstilsynet koncentrere sig om brugen af det udstyr - dragt, maske, handsker - der skal beskytte brandfolkene mod den livsfarlige røg.

Flere kræftformer anerkendes i udlandet

Arbejdsskadestyrelsen er blevet pålagt at undersøge, hvordan myndighederne gør i eksempelvis Australien og Canada, hvor der er langt flere kræftformer på lister over anerkendte erhvervssygdomme for brandmænd, hvilket gør det lettere at få arbejdsskadeerstatning for diagnosen cancer end herhjemme.

"Jeg skal vide, hvad de gør anderledes. Det skal vi have analyseret med henblik på at se, hvor vi kan gøre vores regler bedre. Det er en stor bevægelse, jeg sætter i gang," siger Mette Frederiksen.

I fagforbundet FOA, der organiserer de kommunalt ansatte brandmænd, hilses de nye tiltag velkommen.

"Jeg er meget tilfreds med, at ministeren går ind i sagen. Der må ikke være berettiget tvivl om, at man gør alt, hvad man kan for at beskytte brandfolkene. De er udsat for så ekstremt mange påvirkninger i forhold til andre," siger FOA-formand Dennis Kristensen.

Der er "i den grad" behov for at få afdækket, hvad der er op og ned i spørgsmålet om kræftramte brandmænd, mener han.

"Arbejdstilsynet har glimret ved deres fravær"

En af de brandmænd, der er mest dedikeret i kampen mod brandkræft, er Tommy Kjær. Han arbejder i Københavns Brandvæsen og er næstformand i Brandfolkenes Organisation, der organiserer nogle hundrede brandmænd.

"Det er meget positivt, at ministeren tager kræftproblemet alvorligt. Det har Brandfolkenes Organisation (BO) kæmpet for længe," siger Tommy Kjær.

"Jeg håber, at vi bliver involveret i de her projekter, hun sætter i gang. Vi har en global viden om kampen mod brandkræft, som vi meget gerne bidrager med," siger han.

Ligesom FOA, der tidligere har kritiseret, at Arbejdstilsynet ikke har været med på udrykninger, glæder BO sig over, at det sker nu.

"Tilsynet ude i virkeligheden er absolut tiltrængt. Arbejdstilsynet har glimret ved deres fravær på indsatser," siger Tommy Kjær.