Kvindelige ledere stormer frem
Flere kvindelige ledere er på vej ind i danske virksomheder, viser nye tal. Foto: Colorbox.dk
Andelen af kvindelige ledere fortsætter med at stige. Fire ud af ti nye medlemmer af Lederne er i dag kvinder.

Er din chef en kvinde, er du ikke alene.

Kønsbalancen i virksomhedernes ledelser er blevet bedre de senere år. I hvert fald hvis man skal tro tal fra Lederne, der repræsenterer godt 100.000 ledere.

Her er fire ud af ti nye medlemmer i dag kvinder, og dermed udgør kvinder 27 procent af medlemsskaren, hvilket er ny rekord. Det fremgår af Ledernes medlemsstatistik for 2012, som netop er opgjort.

Direktør hos Lederne Bodil Nordestgaard Ismiris er glad for udviklingen.

- Hvis man skal være konkurrencedygtig i fremtiden, giver det ikke mening kun at rekruttere fra den ene halvdel af talentmassen. Ved at inddrage kvinder vil man kunne få et langt bredere og bedre udvalg af ledere, siger hun til Ledernes nyhedsbrev.

Bodil Nordestgaard Ismiris forventer, at andelen af kvindelige ledere vil stige yderligere, netop fordi så mange af de nye medlemmer er kvinder. Alligevel er det for tidligt at juble uhæmmet.

- Vi kan ikke bare læne os passivt tilbage og vente på, at tingene skal ske. Vi skal fortsat lave indsatser, der italesætter kvinder i ledelse og sætter fokus på kvinders lederrolle, siger Bodil Nordestgaard Ismiris.

Lederne har valgt at tilslutte sig 'Charter for flere kvinder i ledelse', der arbejder for flere kvindelige ledere.

- At arbejde for flere kvindelige ledere i Danmark er det eneste rigtige. Det er ikke bare en fair og anstændig målsætning. Det er også det klogeste, fordi det skaber resultater på bundlinjen, hedder det på Ledernes hjemmeside.

Når det gælder andelen af kvinder i bestyrelser, halter Danmark bagud i forhold til lande som Norge og Sverige.

Blot syv procent af bestyrelsesmedlemmerne i børsnoterede aktieselskaber var sidste år kvinder.

Det fik regeringen til i december 2012 at vedtage en ny lov, der forpligter de 1.100 største virksomheder og alle statslige institutioner til at sætte sig måltal for andelen af kvinder i bestyrelsen.

Samtidig skal de udarbejde politikker for, hvordan man kan få flere kvinder i ledelsen generelt.