HELTE HAR OGSÅ KRAV PÅ SIKKERHED Søn af død brandmand: Så vågn dog op!
Brandmand Flemming Jensen døde af kræft i tyktarmen. Kemoterapien gjorde, at han havde svært ved at huske, koncentrere sig og være nærværende. Et fænomen, der kaldes kemohjerne. PRIVATFOTO
Mark Jensens far blev kun 60 år gammel. Efter 37 års tro tjeneste i Københavns Brandvæsen døde han af kræft. Nu kritiserer sønnen de ansvarlige for at have sovet i timen.

For under en måned siden døde Mark Jensens far, brandmand Flemming Jensen, af kræft.

I et halvt liv slukkede han ildebrande i hovedstaden, men ingen advarede ham om, at jobbet indebar en forhøjet risiko for at få kræft. En risiko, Arbejdstilsynet kan have kendt til i årevis.

Nu står Flemming Jensens søn frem i håbet om, at faderens historie kan hjælpe andre kræftsyge brandmænd.

"Det er trist og skuffende, at ingen har taget det her seriøst. Det er simpelthen for sløvt, at ingen har grebet ind. Myndighederne har ikke gjort deres arbejde godt nok," siger Mark Jensen og tilføjer:

"Jeg håber, at de tager sig sammen nu."

Flemming Jensen er en af mindst 200 danske brandmænd, der har fået diagnosen kræft.

Han blev kun 60 år gammel.

Sad på hænderne, mens brandmænd døde

Det, der gør mest ondt på brandmandens søn, er, at embedsmændene i Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen tror, at de ved bedre end de kræftforskere, der har fulgt brandmændene tæt.

"Det er en skam, at de ikke følger med i udviklingen i resten af verden. Hvis de havde gjort det, så havde de nok fået øjnene op for problemet noget tidligere," siger Mark Jensen.

Han undrer sig over, at der er så lidt respekt for brandmandsfaget.

"Brandmænd gør en kæmpe indsats. De risikerer deres liv for at redde vores. Magthavere og myndigheder bør gøre, hvad der skal til for at sikre dem bedst muligt," siger Flemming Jensens søn.

Han frygter, at både brandchefer og embedsmænd har siddet så tungt på deres egne hænder, at det har kostet liv.

"Det er kritisabelt, at ledelsen i Københavns Brandvæsen og myndighederne ikke har reageret på den viden, der har været tilgængelig om overdødelighed blandt brandmænd på grund af kræft," siger Mark Jensen.

Så mange forskere tager ikke fejl

Midt i sorgen har han sat sig ind i den massive mængde forskning, der findes om brandmænds forhøjede risiko for at få kræft på jobbet.

"Hvis du kun har været brandmand i et år og får kræft, så er det nok tvivlsomt, om det er jobbet, der er skyld i det. Men hvis du har været brandmand i 37 år som min far og har rodet rundt i en masse skidt og skrammel, så er der en forhøjet risiko," siger Mark Jensen.

Han tror ikke, at så mange forskere kan tage fejl.

Efter hans mening bør politikerne ændre loven, fordi den i dag er så firkantet, at den forhindrer døende brandmænd i at få anerkendt deres kræft som arbejdsskade.

"Hvis politikerne fik mikrofonen, ville de sikkert sige, at de er stolte af landets brandmænd. Men så må de også vise det og sige: Vi anerkender, at jeres job er livsfarligt. Derfor må vi som samfund passe på jer, uanset om I er syge eller raske," siger Mark Jensen.

Bevis det selv!

I mange tilfælde er det sådan, at det er op til den syge brandmand at bevise, at det er jobbet, der har gjort ham syg. Det er nemlig de færreste kræftformer, Arbejdsskadestyrelsen anerkender.

Sådan var det også for Mark Jensens far.

Fordi han ikke kunne bevise, at kræften var konsekvensen af at have evakueret folk væk fra flammer og røgforgiftning, fik han nej til erstatning.

Sønnen mener, at den omvendte bevisbyrde bør afskaffes.

"Brandmænd er ikke i stand til at løfte bevisbyrden selv. Myndighederne kan ikke forlange, at de skal vide, hvilke giftstoffer der udvikler sig i de mange brande, de slukker i løbet af et arbejdsliv," forklarer han.

Ingen tid at spilde

Hvis Flemming Jensen havde boet i Australien, havde det set anderledes ud. Her anerkender myndigheder 12 forskellige kræftformer som arbejdsskader for brandmænd.

Hvis en australsk brandmand får kræft i tyktarmen som Mark Jensens far, får han erstatning, hvis bare han kan bevise, at han har arbejdet som brandmand i mindst 15 år.

"Det er en fornuftig løsning, hvis du spørger mig," siger sønnen.

Ifølge ham er der ingen tid at spilde. Der er lig nok på bordet.

"Politikerne må gøre noget her og nu. Det hjælper ikke min far, men det kan måske hjælpe hans kolleger. Hans død skal ikke være forgæves," siger Mark Jensen.

 

FAKTA

Flemming Jensen var 57, da han fik konstateret kræft.

85 procent af dem, der får kræft i tyktarmen, er over 60.

Medianalderen er 71.

Kilde: Sundhed.dk

For min fars skyld

 

"Politikerne må gøre noget her og nu. Det hjælper ikke min far, men det kan måske hjælpe hans kolleger. Hans død skal ikke være forgæves," siger 33-årige Mark Jensen, der er søn af brandmand Flemming Jensen.